Side:Fante- eller landstrygerfolket.djvu/92

Denne siden er ikke korrekturlest

78

Riger og Lande; han maatte nemlig minde om dem i Recessen af 1643, 2–3–16 og 2–21–3^[1]. Ogsaa under de følgende Konger vedblev Taternes Trolddom og Ugudelighed at være en stadig Gjenstand for Lovgivernes Iver. Saaledes hedder det i Krigsloven 9de Marts 1683, 1–2: „Derfor maa og Ingen, som befatter sig med Trolddomskunster, ei heller Tatere, taales blandt Kongens Krigsfolk, men skal efter Omstændighederne straffes med Døden, Kagstrygning eller Forvisning^[2].“ Selv Norske Lov af 1685 maatte bære Fordømmelsesdommen over Taterne ud over Landet; Lovens 3–22–3 og 3–11–7 indeholde ganske de samme Bestemmelser, som det aabne Brev af 1589, disse Lovsteders Kilde, allerede havde udtalt: „Tatere, som omløbe og besvige Folk med deres Bedrageri, Løgn, Tyveri og Trolddom, skulle af Stedets Øvrighed paagribes, hvor de kunne befindes, og de, som af Almuen paa Landet ertappes, skulle leveres til næste Bondelensmand,

↑ Christian 4des Statholder i Norge, Hannibal Sehestedt, paalægger Lensmændene i en Skrivelse (se „Saml. til d. n. Folks Sprog o. Hist.“ s. 158) at have nøie Indseende med et Slags Folk, som han kalder Tatzer. Sehestedt skrev et forkvaklet Sprog, og man bar ment, at hans Tatzer skulde være det samme som Tatere; men det har større Lighed med det dunkle Ord Tasar (pl.), som vore Taterfanter bruge som Navn paa Smaavandringerne eller Skøierne (se ovenfor S. 20),
↑ Det maa da have været en stor Uregelmæssighed, hvis det er sandt, hvad Holberg fortæller („Jødiske Hist.,“ 2, 714), at de Danske i 1386 havde 3 Kompanier Tatere i sin Hær ved Beleiringen af Hamburg. Holberg angiver dog sin Kilde, og der berettes ogsaa fra andre Lande, at man i Krigstilfælde stundom gjorde Brug af Tatere. Egentlige Soldater have de vel aldrig duet til; de mangle Stadighed til at lystre Kommando og staa paa Post; men de vilde gjerne flakke om med Hæren, forrettede med Fornøielse Bøddeltjeneste over fangne Spioner, vare flinke til at flaa de faldne Heste, havde sin Lyst i at være behjælpelige med at rense Slagmarken og plyndre Ligene; de kunde vel ogsaa bruges til Kanonføde, naar dette gjordes Behov. Ogsaa Gustav Adolph skal i Trediveaarskrigen have brugt Tatere i sin Leir, se v. Heister, anf. St. S. 110.

[1] Christian 4des Statholder i Norge, Hannibal Sehestedt, paalægger Lensmændene i en Skrivelse (se „Saml. til d. n. Folks Sprog o. Hist.“ s. 158) at have nøie Indseende med et Slags Folk, som han kalder Tatzer. Sehestedt skrev et forkvaklet Sprog, og man bar ment, at hans Tatzer skulde være det samme som Tatere; men det har større Lighed med det dunkle Ord Tasar (pl.), som vore Taterfanter bruge som Navn paa Smaavandringerne eller Skøierne (se ovenfor S. 20),

[2] Det maa da have været en stor Uregelmæssighed, hvis det er sandt, hvad Holberg fortæller („Jødiske Hist.,“ 2, 714), at de Danske i 1386 havde 3 Kompanier Tatere i sin Hær ved Beleiringen af Hamburg. Holberg angiver dog sin Kilde, og der berettes ogsaa fra andre Lande, at man i Krigstilfælde stundom gjorde Brug af Tatere. Egentlige Soldater have de vel aldrig duet til; de mangle Stadighed til at lystre Kommando og staa paa Post; men de vilde gjerne flakke om med Hæren, forrettede med Fornøielse Bøddeltjeneste over fangne Spioner, vare flinke til at flaa de faldne Heste, havde sin Lyst i at være behjælpelige med at rense Slagmarken og plyndre Ligene; de kunde vel ogsaa bruges til Kanonføde, naar dette gjordes Behov. Ogsaa Gustav Adolph skal i Trediveaarskrigen have brugt Tatere i sin Leir, se v. Heister, anf. St. S. 110.

[1]

[2]