Altsaa dagstødt maa Lænkehunden ud at gjø paa disse med
Rette mistænkelige, ofte pjuskede og lurvede Fremmede; dagstødt
maa Husmoderen skjære Mad til dem, for et Syns Skyld
høre paa deres paa Skrømt fremførte Tak og – se efter,
naar de gaa, at de ikke stjæle paa Veien.
En reisende Videnskabsmand var i Syrien Vidne til en vederstyggelig Scene: En ung Tatermoder pleiede hver Morgen komme hen til et Hus, hvor en Englænder boede; hun kaldte hans Hundehvalp til sig, satte sig paa Gaden blottede sit Bryst og gav Hunden Die. – Man er i Tvivl om, hvem man skal sige syndede mest imod Menneskenaturens Adel, hun som lod sig bruge til en saa uværdig Tjeneste, eller han, den civiliserede Europæer, som kjøbte hende dertil.
Og naar hele Europa over mangen En, som for sin egen Sjels Saligheds Skyld ikke selv vilde øve Trolddom, dog for at saa en syg Ko helbredet lod en Taterske eller anden Fantekjærring for Betaling gjøre, hvad han ønskede, hvem syndede da mest, han, som ansaa den mørke Gjerning for ugudelig eller hun, som i sin sløve Samvittighed fast ikke vidste Forskjel paa Godt og Ondt og for Vindingens Skyld ikke betænkte sig paa i sine Aandebesværgelser forfængelig at paakalde baade Guds og Djævelens Navn?
Ja hvem syndede mest? Man har det samme Spørgsmaal at besvare ved en Scene i Taternes og andre Fanters Liv, som ikke en enkelt Gang, men jevnt og ofte forefalder
og fundet, at hun i den Tid havde maattet bespise netop 30 Geseller og lignende Omstreifere.
