maal tjenende Fantesprog fra Strafanstalterne af med fordærvelig Magt kan trænge ud til Gadens Børn, ligesom det længe har hersket over Landeveienes Slægt.
Lad mig føre Læseren hen imellem behageligere Omgivelser, paa Mjøsens venlige Bred, i det vakkre Birid. En Alle af frodige, frugtbetyngede Rogntræer indbyder til at bøie ind fra Landeveien og fører os nogle Skridt frem ind paa en stor Gaard med en gammeldags Hovedbygning og mange Lader og Udhuse rundtom, Klokketaarnet i Midten, som kalder til landlig Flid og Flittigheds Hvile. Det er en Herregaard i norsk Stil, en af de vakkrest beliggende Eiendomme vistnok i Landet, og der er saa hjemligt under det gjæstfrie Tag. Men man har ikke siddet længe paa den hvidmalede Bænk under Træet udenfor Døren, med Udsigt ud over den pakke Indsø, man har ikke siddet længe og frydet sig ved Synet af denne Skjønhed og Orden, af Velsignelsen, som allevegne hviler over Flittigheds Hjem, før man forstyrres i sin Tilfredshed. Her stævne netop alle Slags Fanter hid paa den idelige Vandring fra Syd imod Nord og fra Nord imod Syd; det er, som om ikke blot Nøden stundede efter at lægge sig for Gavmildhedens Fod, men som om Dovenskaben fandt Behag i at træde Arbeidsomhed under Øine, som om Uvorrenhed og Misundelse og alskens Last havde sin Lyst af at trænge sig ind i den dannede og sædelige Kreds. Mit Erinde herind var netop at anmode Gaardens Eier om efter et meddelt Schema at optegne de udenbygds Betlere, som maatte komme; han lovede det, og for Tidsrummet fra 12te Aug. til 30te Septbr. eller 50 Dage modtog jeg siden en Fortegnelse paa netop 50 Fanter, mest enkelte Personer, ikke saa meget egentlige Tater- eller Skøierfolk, der helst holde sig i de mere fattige og folketomme Bygder, men ellers Betlere af de forskjelligste Deskriptioner, Mænd og Kvinder, Gamle og Unge[1]
- ↑ Dette Antal stemmer ganske overens med, hvad jeg hørte paa en Præstegaard mellem Vinger og Christiania, hvor en af Husets Damer i en Maaned havde holdt paa at tælle alle udenbygds Betlere
