her i Norge, i Nordlandene, i Thelemarken, i Smaalenene. En Fantekjærring, helst maaske en gammel, sortøiet Taterhex, kommer ind paa en Bondes Kjøkken; med et forunderligt fortroligt Væsen nærmer hun sig Husmoderen og modtager af denne ikke just som Gave, men som Venskabsbevis noget Brød, Kjød, Mel og andre gode Ting; med mange og fagre Ord fremfører hun ikke just Tak for Gaven, men som Gjengjeld Spaadomme om Velsignelser for baade Folk og Fæ i Huset, Spaadomme, som jeg for min Part rigtignok ikke engang troer indeholde velmente Ønsker; „Herren være i mit Stelle, naar jeg er gaaet!“ siger hun tilsidst og synes vel tilfreds, idet hun nærmer sig Døren; men ser man ret nøie til, finder man, at hun kaster et speidende Blik rundt omkring, idet hun sætter Foden over Tærskelen, og er ængstelig opmærksom paa, hvad der monne ske, før hun endnu har lukket Døren efter sig, en Mistænkelighed, som er paafaldende ved Siden af den Tilfredshed, hun har yttret. Men hun har ogsaa Grund til at være opmærksom. Maaske ligger der en Sopelime, som tilfældig henslængt paa den anden Side af Tærskelen; den maa hun da ikke stige over, men forsigtig gaa forbi; eller maaske har en af de Tilstedeværende i Huset, medens Husmoderen viste den Fremmede saa megen tilsyneladende Godhed, stillet sig hen ved Skorstenen og lurer paa det Øieblik, da Hexen netop vil lukke Døren efter sig, for skyndsomt at gribe en Brand og for Døren er ganske lukket, kaste den rygende efter hende hen ad Gulvet, – behændigt og uformærkt, saasom det ellers kan hænde, at Betlersken kommer tilbage som en Furie og udøser en Strøm af de sæleste Fanteord, som et christent Øre kan høre; thi Sopelimen og den rygende Brand ere efter Overtroens Mening Sikkerhedsmidler imod den Forbandelse, som troes at ligge Skjult i den frygtede Fremmedes Velsignelse, imod den onde Aand, som i Hexens Person troes at gaa ud og ind imellem Menneskene. Men hvem synder nu mest her, hun, som hensynsløst bruger den Kunst, hendes Moder har lært hente, for at skaffe Mad til sine Unger, eller de, som af overdreven Ængstelighed for egen Sikkerhed ogsaa betjene sig af
