Side:Exempler paa tidlig Gudsfrygt hos Børn.djvu/9

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

han til sin Søster Maria: „Jeg skal indgaae i et evigt Rige,“ — og kort efter til sin Moder: „Engle og Erkeengle vente paa at annamme mig, jeg gaaer i Triumph.“ Fra den Tid af tiltog hans Svaghed i den Grad, at han ikke kunde tale forstaaeligt; dog viste hans Sind sig roligt, og han var benaadet med megen Stilhed indtil han døde.

Saaledes endtes i Fred det korte Liv af En, hvis Opførsel i adskillige Aar havde været et lysende Exempel for Folk af en mere moden Alder, afgivende tillige et Exempel paa Livets Uvished, og paa det høie Værd af Lydighed mod Salomos Forskrift: Tænk paa din Skaber nu i din Ungdoms Dage.

————————

Mary M. Ady, Datter af Charles Ady af Birmingham, blev tagen fra Skolen meget syg i den 5te Maaned 1821, og døde i 9de Maaned næstkommende, næsten femten Aar gammel. Sygdommen, der viste sig at være Tæring, bar hun med megen Taalmodighed og Hengivelse; i dens Løb talte hun ofte om de Naadesbeviisninger, hun var velsignet med, og da hun mærkede, at hendes Tid var kort, bestræbte hun sig for at afslutte sin Fred med den Almægtige, og udtrykte sin alvorlige Attraa efter at maatte faae Adgang til de himmelske Boliger med de Salige, der vare gaaede forud for hende. I den sidste Tid af Sygdommen sagde hun ofte, at hun ikke var bange for at døe, da hun troede, at Alt skulde blive godt med hende, og at hun satte sin hele Lid til sin Frelser. Een Gang vaagnede hun med disse Ord paa Læberne: „O, priis Herren for hans Barmhjertighed; thi hans Varmhjertighed varer evindeligen.“ Faa Dage før sin Død tog hun et kjærligt Farvel med to af sine Brødre, som efter hendes Ønske vare hentede hjem fra Skolen for at see hende for sidste Gang. Hun formanede dem til at tænke paa deres Skaber i deres Ungdoms Dage, og anbefalede dem at være retfærdige i alle deres Handlinger, thi da vilde Velsignelse ganske sikkert hvile over dem, baade her og hisset; hun sluttede med at anraabe dem om ikke at forglemme deres Søster, naar hun var lagt i Graven, men undertiden tænke paa hende med Kjærlighed. Det var et for Alle gribende Optrin, og syntes at gjøre meget Indtryk paa de to unge Mennesker.

Om Aftenen udbrød hun, medens to af hendes nære Slægtninger sad ved hendes Side, i Bøn, at hun maatte bevares i Taalmodighed til at udholde sine Lidelser, indtil det