Tante i London, under hvis Tilsyn hun havde været fra hendes spæde Barndom. Hun blev fra denne Tid af gradeviis svagere, og døde kort efter hos hendes Onkel John Coleby’s i Tottenham, ikke fuldt fjorten Aar gammel.
Et rørende Exempel paa den guddommelige Kjærligheds ømme Besøg i en tidlig Alder viste sig hos George Powell af Layer-Marney i Grevskadet Essex, der døde i Aaret 1822 blot ni og et halvt Aar gammel. Han var et Barn med en sagtmodig og exemplarisk Opførsel, lydig mod sine Forældre, og kjærlig mod sine Brødre og Søstre; han var en Ven af at læse den hellige Skrift, og andre Bøger om religiøse Gjenstande, og glædede sig meget ved at læse dem for Tjenerne, og tale med dem om disse Gjenstande, endog naar de vare sysselsatte med deres sædvanlige Forretninger. Da han gik i Skole Vinteren 1821, raadede en af hans Stalbrødre ham til ikke at taale en af hans Skolekameraders ukjærlige Behandling, med de Ord: „Jeg vilde anke paa den.“ Han svarede sagtmodigt: „Jeg læser ikke saa i mit Testamente.“
Han havde sædvanlig Helbred, indtil omtrent to Uger inden hans Død, da han blev angreben af en Sygdom, der ansaaes for at være Vand i Hovedet. Til forskjellige Tider, naar nogle af Familien sad rundtom ham, udlod han sig med mange fromme Udtryk, blandt hvilke følgende ere blevne er indrede: „Venter taalmodigen, paa det vi maae være beredte, naar han kommer; thi her er Intet uden Møie. Jeg skal døe, og forlade alle mine Slægtninger. Jeg fryder mig i dit Ord. Styrk mig, o Herre, efter din Villie! Priser ham, priser ham evindeligen! at han kan være med os paa alle vort Livs Veie, og da skulle vi have fredelige Dage, kjære Moder.“ „Kjære Broder Jonathan, Livet er blot en Skygge, jeg skal nu døe. Tænk, tænk paa, vi maae vente taalmodigen paa det guddommelige Væsen. Jeg har havt paa Hjertet at sige Noget til dig. Sorgen kommer ikke af sig selv, heller ikke udspringer den Møie af Støvet; men Mennesket er født til Møie, ligesom Gnisterne flyve op. Mange ere de Retfærdiges Møier, men Herren frier dem ud af dem alle. O Herre, frels; Jesus Christus, frels!“ Idet han spurgte efter sine Brødre Joseph og Thomas, udrakte han Haanden, og sagde: „Farvel, farvel!“ En Aften, da Adskillige af hans Slægtninger sad hos ham, sagde han: „Fred være med eder;“ og omtrent Klokken 4 om Morgenen sagde
