hvorved hun havde lagt Mærke i sin Bibel: „Hvo er den Mand, som haver Lyst til Livet? som elsker at leve mange Aar for at see godt? Bevar din Tunge fra Ondt, og dine Læber, at de ikke tale Svig. Viig fra Ondt og gjør Godt; søg Fred og efterjag den.“
Hun udlod sig med, at hun intet Ønske nærede om at leve, at Alt, hvad hun beklagede, syntes at være Bortgangen fra hendes Familie og Venner, idet hun sagde: „Jeg skal nu forlade en god jordisk Fader, men jeg gaaer til en meget god himmelsk Fader.“
Omtrent en Uge før hendes dødelige Afgang kom to Venner, Evngelii Tjenere, for at besøge hende, og havde en dyrebar Underholdning med hende; da de vare gaaede, sagde hun til sin Fader: „Jeg følte mig pludselig gjennemglødet af noget saa Trøsteligt, og frembringende en saadan Følelse, som jeg ikke har Ord til at beskrive;“ og til sine Tider udlod hun sig senerehen med at være opfyldt af Noget af den samme trøstelige Følelse. — Den næste Dag blev hun for Alvor sengeliggende, og tydelige Tegn til Opløsning viste sig: hun talte kun lidet, og lagde meget lidet Mærke til Noget, og en stærk Kulde gjennemtrængte hendes udmarvede Legeme; men udpaa Aftenen blev hun varmere og oplivedes lidt, da hun bad om at faae Bibelen læst, med de Ord: „Jeg troer, det trøster mig; læs i det Nye Testament om vor Frelser, at jeg kan lære Noget.“ Da hendes Fader var ifærd med at forlade Værelset, saae hun ængsteligen efter ham, som om hun havde noget at sige ham; og, da han vendte om, sagde hun: „Jeg veed, at du græmmer dig; jeg syntes ikke om at see dig eller Nogen af eder saaledes; thi jeg troer, at I bør Alle være glade ved at opgive mig; jeg gaaer tidligen fra en Verden fuld af Snarer og Fristelser.“
Da hun kort før sit Endeligt blev spurgt om, hvorledes hun havde det, svarede hun: „Jeg kan ikke sige, jeg føler Smerte, mit Sind er meget roligt, det vilde være en frygtelig Ting at have et ondt Sind i denne Tilstand. Om Aftenen, da Adskillige af Familien vare nær ved hendes Seng, udbrød hun saa skjønt i disse Ord: „Han, som var hos Moses i den brændende Busk, den store Jeg skal være (2 Mos. 3,14.), er en kraftig Hjælper. Jeg beundrer ofte hans Godhed, der har bragt min Skaal til ligesom at flyde over, skjønt jeg til sine Tider føler mig tom; jeg veed, det er Fiendens Værk, men jeg bryder mig ikke om det. Jeg gaaer en kort Vei til en deilig Bolig.“ Da hendes Broder kom hen til Sengen, sag-
