Puden, drog han roligt bort. Hans Aand er, det troe vi ydmygeligen, indgangen til den Hvile og Fred, der er beredt for de Retfærdige af enhver Alder.
Anne Hughes var Datter af Thomas og Anne Hughes, af Clonmel i Irland. Hun fik en Forkjølelse i den 2den Maaned 1820, og efter kort Tid viste der sig Tegn paa en begyndende Tæring, og skjønt Forandring af Luft og passende Midler efter en Læges Raad bleve forsøgte, blev hun dog gradviis svagere, og havde i den 8de Maaned s. A. en let Blodspytning fra Lungerne; og da denne flere Gange, og i forøget Mængde, paany indfandt sig, gjorde Forfærdeligheden i hendes Tilstand, og Uvisheden af hendes Forbliven i denne Tilværelse et dybt Indtryk paa hendes Sind; gribende som det var for Alle, der vare om hende, syntes hun dog at være benaadet med megen Taalmodighed og Standhaftighed, idet hun tit og ofte sagde til sin Fader (skjønt Blodudtømmelsen gjorde det vanskeligt for hende at tale): „Vær ikke forskrækket, jeg føler mig meget vel, fuldkommen vel,“ — tilføiende: „Mit Sind er meget roligt; jeg har et kjærligt Forsyn, som er godt, meget godt mod mig, og jeg haaber snart at være i Himmelen.“
Under eet af Anfaldene bad hun med følgende Ord: „O Herre, hvis det er din Villie at standse dette Blod inat, vil jeg prise Dig alle mine Livsdage,“ og det er mærkeligt, at hun fra den Tid af intet Blodløb mere havde.
Omtrent tolv Dage før hendes Død havde hun et Besøg af nogle af hendes kvindelige Slægtninger, af hvilke to vare noget stadseligt klædte. Da de vare gaaede, syntes hun ikke lidet bevæget, og sagde til sin Fader: „Jeg har ofte tænkt over Forfængeligheden i Klædedragt, men jeg har aldrig saa tydeligen indseet denne Daarlighed som nu.“ Skjønt hun selv af Naturen havde et meget livligt Sind, gjorde hun aldrig sine Forældre meget Bryd med sin Klædedragt, men var ialmindelighed eftergivende og villig til at føie sig isaahenseende; hun var undertiden bekymret for, at hendes livlige Temperament fik hende til at tillade sig altfor stor Munterhed for hendes Stilling, og vilde lægge Baand paa sig ved at sige: „Jeg føler, at jeg undertiden er for letsindig.“
Hun fandt megen Glæde i at læse Skriften, og ønskede adskillige Kapitler forelæste, efterat hun var kommen til Ro i Sengen, og bad jævnligen atter derom om Natten; hun udpegede for sin Fader et Yndlingssted i den 34te Psalme,
