Brødre og Søstre særskilt ved Navn, kyssede han kjærligt dem alle, og bad dem Farvel, samt bad om, at hans kjærligste Hilsener maatte gives hans to fraværende Brødre. Dernæst ønskede han, at Tjenerne og de andre Huusfolk maatte komme ind til ham, med hvilke han tog en kjærlig Afsked, sigende dem, at han gik til en bedre Verden; og til En, efter hvem der var bleven sendt Bud fra Landet, sagde han: „Sally, du er kommen for at see mit Endeligt;“ og da En bemærkede: „Jeg haaber, at vi skulle mødes igjen i en bedre Verden,“ svarede han: „Jeg haaber, vi skulle findes værdige til at indgaae i den herlige Stad, for at synge Den Priis og Hallelujah, som sidder paa Thronen.“
Under dette gribende og mærkværdige Optrin, og til Slutningen, fremførte han mange lærerige Ytringer, der midt under svare legemlige Kampe og Lidelser viste, at hans Sind var fæstet paa „Frelsens Klippe,“ og at han var benaadet med en Forsmag paa den himmelske Glæde, der ventede hans bortdragende Aand, skjønt han til een Tid tilodes at blive prøvet med svare Sindslidelser; men i denne Tilstand forblev han ikke længe, thi kort efter udraabte han med Eftertryk: „O, hvilken deilig Klang! hvilken herlig Melodi! — Jeg seer min Frelser komme mig imøde med aabne Arme;“ og atter: „Jeg veed, at jeg døer i Herren; jeg veed, at jeg gaaer hen at synge min Gud Lov og Priis, formedelst Jesus Christus min Herre.“
Han beskjæftigede sig jævnligen med aandelig Bøn, undertiden bevægende Læberne og med opløftede Hænder, og for sine Brødre og Søstre, hvis Navne han tydeligen nævnede, hørtes han med svag Stemme at bede med mere end sædvanlig Varme. Fra Klokken ni af laa han øiensynligen i Dødskampen, og bad om at blive forløst, sigende: „O Herre, forbarm dig over stakkels Jesse! Han vil gjerne gaae. Dette er Døden! O Herre, giv mig Taalmodighed til at bære mine Smerter.“ Da hans Moder kyssede ham, sagde han: „Mit Ansigt er koldt, jeg skal nu døe; jeg skal blive lyksalig i en anden Verden; her er intet uden Møie.“ Da Klokken slog elleve, sagde han: „Jeg har nu lagt døende i to Klokketimer.“ Kort efter rakte han Haanden ud til sin Moder, og sagde tydeligen til dem, der vare om ham: „Farvel! farvel! Herren er nær hos for at velsigne os. O Grav, hvor er din Seier? O Død, hvor er din Braad? — O Herre, behag at sende Døden.“ Disse triumpherende Udraab vare de sidste Ord, han hørtes at ytre; og idet han vendte sit Hoved paa
