de hun til ham: „Jeg haaber, at min Broder John vil tage sig Eftertannke til og blive stadig, og ikke forsøge at behage Verden, thi den er idel Forfængelighed; men lad ham optage Korset og foragte Skammen: uden vi optage Korset, kunne vi ikke vinde Kronen. Jeg har ofte tænkt, at der ligger Meget i de Ord „„intet Kors, ingen Krone.““ Jeg føler megen Kjærlighed for eder Alle, og haaber at blive salig formedelst min Forløsers Naade.“ — Sidenefter sagde hun paa Forespørgsel: „Jeg er inderligen vel i Sindet, og hvad er Legemet mod det? Jeg troede aldrig, at jeg var god nok til at blive draget Omsorg for, men jeg er bleven renset ved Ild; jeg troer, at, jo mere Sygdom vi have, desto renere ere vi; jeg haaber, at det ikke er Indbildskhed, men jeg føler mig meget rolig i mit Sind, og naar jeg tænker paa min Frelsers Lidelser, kan jeg ikke lide at klage.“ Kort derefter drog hun roligen bort, uden Kamp, og er udentvivl indgaaet til den evige Hvile. Hun var ikke fuldt femten Aar gammel.
Elisabeth Hart Coleby, Datter af Josva Coleby af London, var et meget lærvilligt og elskværdigt Barn; i næsten et Aar førinden hendes Afgang havde hun for Skik at gjøre Optegnelser med Hensyn til hendes egen Sindstilstand; i disse beklager hun ofte sine Ufuldkommenheder, med den Ømhed i Følelse, der viser et Sind, som er modtageligt for den guddommelige Godhed og Kjærligheds milde Revselser. De begynde i den 5te Maaned 1818, og vedblive til henimod hendes Død, som fandt Sted næste Aars Foraar. Følgende er Uddrag af disse Optegnelser:
„Noget jeg saae igaar har foranlediget mig til at antage en Plan, af hvilken jeg haaber at jeg skal have noget Gavn, og ved Guds Naade haaber jeg, at den kan blive et Middel til at bringe min arme fortabte Sjæl nærmere til min Frelser. Jeg veed, at jeg er meget uskikkelig, men den største Vanskelighed, jeg for nærværende har at overvinde, er at holde mine Tanker behørigen samlede under den offentlige Gudsdyrkelse; jeg tænker altid paa Hjemmet, eller en anden ligesaa upassende Ting; under tiden beder jeg til min himmelske Fader om at forandre mit Hjerte, men mine Bønner synes ingen Flugt at have; saa tænker jeg: dersom Gud ikke vil høre mig, hvem vil da? og jeg synker tilbage i min forrige ligegyldige Tilstand.“
„Jeg føler mig ikke ganske vel idag, og er bange for, at jeg gav en misfornøiet Sindsstemnmg Indpas.“
