1818, elleve Aar gammel. I en Alder af omtrent fire Aar blev hun angreben af alvorlig Sygdom, under hvilken de, der opvartede hende, bemærkede ikke alene hendes Taalmodighed i Lidelser, men ogsaa hendes Taknemmelighcd for de Tjenester hun modtog. Efter hendes Helbredelse havde hun en mærkværdig Lyst til at lære, og vilde ofte forlade sine smaa Legekammerader for sin Bogs Skyld; førend hun var fem Aar gammel, havde hun af egen Drift udvalgt og lært Apostelen Paulus’s Tale til Kong Agrippa, og efterat have bemærket til sine Forældre, at hun betragtede den som ganske overordentlig, fremsagde hun de første to og tyve Vers for dem.
I en Alder af ni Aar blev hun igjen saa syg, at man tvivlede om hendes Liv; under denne beskjæftigede hun sig oftere med lydelig Bøn, og eftersom hendes legemlige Styrke aftog, syntes hendes Tro at blive mere grundfæstet, aabenbarende for dem, som kjendte hende, at hun søgte „et bedre Land, et himmelsk.“ Hun kom sig ogsaa efter denne Sygdom.“
Da hun forberedte sig til at gaae i Skole, sagde hun: „Det er min Forsæt ikke at overtræde een Regel for Skolen, saalænge som jeg er der;“ — hvilket Forsæt hun mærkeligen bragte i Fuldbyrdelse, da det blot var omtrent sex Uger, inden hun blev nødt til at flyttes paa Grund af Sygdom til hendes Onkels Huus; og da hun jævnligen ytrede Uvished om hendes Helbredelse, blev der sendt Bud efter hendes Forældre. Da hun bemærkede, at Moderen græd, sagde hun: „O Moder, ikke, ikke! Jeg ønskede, at du skulde være fornøiet med din Skjæbne, den blive som den kan, det er hvad vi Alle have at gjennemgaae; jeg føler mig fuldkommen villig til at døe, fuldkommen hengiven.“
Nogle faa Timer efter, da hun havde lagt nogen Tid taus, syntes en Sky at overskygge hendes Sind, idet hun, med megen Bekymring sagde: „O Moder, jeg føler mig ikke saa lykkelig som imorges;“ og da hun blev spurgt om Aarsagen, svarede hun: „O mine Synder, mine Synder.“ Da Moderen bemærkede, at hun troede, hun havde været et uskyldigt Barn, og at der ikke var Meget at anklage hende for, blev hun roligere, og beskjæftigede sig kort efter, skjønt med meget lav Røst, at anraabe Naadens Throne paa sine egne Vegne. Den følgende Dag ytrede hun mange Gange sin Hengivelse i den guddommelige Villie, og bad atter nogen Tid for sig selv. Da man ytrede nogen Urolighed over, at Doktoren ikke kom, sagde hun: „Der er blot een Læge, som kan hjælpe mig.“
