Den næste Morgen sagde hun, da hun laa i stor
Pine, „hendes Smerter var større, end Tungen kunde udsige,
og om vi vidste, hvorledes hun følte sig, skulde vi ynke hende,“ tilføiende: „O Moder, bed min himmelske Fader om at
lindre min Smerte.“ Nogle faa Minuter efter udbrød hun,
da mange af hendes nære Slægtninger vare samlede rundt
om hende, i Bøn, saavidt som kan erindres, som følger: „O
naadige Fader! behag at lindre og forløse dit stakkels
kummerfulde Barn, og gjør med mig, hvad Du seer godt; tænk
paa dit smertefulde Barn, der lider mere end Tunge kan
udtrykke; behag at see ned paa mig, som er i din Kraftes
Haand, og hvem Du har hjulpet fra Tid til Tid, som Du
har seet bedst. O barmhjertige Fader! see ikke alene til
mig, men til alle dine sorrigfulde Børn, hvorsomhelst de end
ere; ei alene til dem, der staae, udgydende Taarer rundt om
mit Leie, men til mine kjære Brødre og Søstre, og øvrige
Familie, som ere hjemme, og som, jeg tvivler ikke derom,
ofte tænke paa mig. Jeg er bleven vidunderligen prøvet,
siden jeg er bleven liggende her, med Bekymring for alle de
kjære Børn Verden rundt, som vandre frem mod deres evige
Hjem, uden nogen Kundskab om den salige Sandhed: og i
Bøn om, at de ikke maae forblive i Mørket evindeligen. O
naadige Fader! Jeg beder Dig at tænke paa mine kjære
Forældre, der staae sørgende hos mig; bring dem til at fryde sig
i din retfærdige Søn, og krone deres Hoveder med Herlighed.
O Du høist barmhjertige Fader, tænk paa dem, eftersom
de rykke fremad i Aar; vær deres Styrke i Svaghed,
og oprethold dem i alle deres Prøvelser, thi til Dig alene
have de at tye, baade nu og evindeligen.“
Derpaa sagde hun, henvendende sig til sine Forældre: „Kjære Forældre, troer paa Herren, og holder hans Bud; da ville I blive gode Exempler for eders Børn, og I ville blive kronede med Herlighed, eftersom eders Hoveder blive bedækkede med graae Haar. Og nu, min kjære Broder Arthur, lad mig indprente i dit Sind det Sprog: „„Tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage!““ indpræg nu, medens du hører mig tale, disse Ord i dit Hjerte; skriv dem, som med en Jernpen, forat du kan tænke paa mig, naar vi stilles for aldrig at see hinanden mere, førend i Saligheden, hvor jeg haaber at see eder Alle. Erindre mig for mine kjære Brødre og Søstre hjemme; siig dem, hvad du har hørt og seet; siig dem fra en Søster, der elsker dem, at de maae være gode Børn, og da ville de erhverve sig selv og deres For-
