nynned han, idet han efterabede Chefens Gang og Holdning.
„Uf den Hansen!” sa Frøken Halvorsen indigneret, da han var ude af Døren.
„Aa naa da?“
„Det er da virkelig stygt at herme saan efter Chefen.”
„Ja, det er virkelig stygt; ikke vilde jeg gjøre det,” sa Tobiassen med paataget Alvor.
Hun vendte sig surmulende ifra ham.
„Det er ikke noget at bli sint for det vel; det er virkelig Alvoret mit. Forresten kunde jeg ikke heller, om jeg vilde. Hansen er et Geni han, skal jeg si Dere.”
„Pyh!”
„Det er sandt, det. Jeg garanterer, at der ikke fins nogen i hele Byen, som kan efterligne Tivander saa godt som han. Det er akkurat, som De skulde høre'n.”
„Jasaa?”
„Ja, har De ikke hørt Tivander da?”
„Nei.”
„Har De aldrig været paa Tivoli kanske?”
„Nei aldrig.”
Han reiste sig op og gik henimod hende.
„Da skal De jamen bli med i Kvæld, saa kjøber jeg Billetter, naar jeg gaar til Middag. Vil De?”
