retningen sin. Hun stod halvt bortgjemt i en Krog og lured sig til at hekle paa en Blonde.
Men ret som det var kom Chefen trippende ind fra Kontoret paa de blankpolerede Skoene sine, snused i Skuffer og Kroger og var misfornøiet. — Han var altid grætten, uaar det var stille i For retningen. — Da han for Øieblikket ikke fandt noget særligt at bemærke, gav han sig til at stryge med den tykke, hvide Pegefingeren sin langs Reoler og Disker, om der ikke skulde være noget Støv et eller andet Steds — : men da selv det „for en Gangs Skyld“ var i Orden, mumlede han lidt om denne „Helvedes Varmen“ og gik ud.
„Saa gudskelov, nu rusler han hjem til Madamen,“ udbrød Hansen lettet, „saa kan en kanske faa puste paa lidt!“
Hekletøiet kom atter frem fra Skuffen, hvor det hurtig var blevet gjemt, da Chefen kom; og Tobiassen indtog igjen sin Yndlingsstilling: Overkroppen fremover Disken og Hovedet støttet i Hænderne.
„Har du toogtyve Øre paa dig, Tobiassen?“
Tobiassen sa ikke et Ord; men tog op sin Portemonæ og la toogtyve Øre paa Disken.
Hansen tog dem med et dybt Buk og gik paa Taaspidserne henimod Bagdøren.
- „Saa lunkar vi saa smaanigom
- tra la la la la la la la ——“
