ordinerede ham til en Apostel og befalede ham at prædike, døbe, lægge Hænder paa for den Hellig-Aands Gave og forrette Ordinanzen i alle Former efter Evangeliet, ligesom de have gjort i gamle Dage.“ Altsaa — naar et Menneske en vakker Dag kommer og fortæller os, at Peder, Jacob og Johannes havde viist sig for ham som tjenende Engle, og havde lagt Hænderne paa ham og indviet ham til Apostelembedet — saa skulde en saadan Fabel være Beviis for, at han var sendt af Gud, selv om der kunde fores soleklare Beviser for, at det nævnte Menneske var en ugudelig Bedrager? Hvor i Skriften har vel Herren forjættet, at Peder, Jacob og Johannes nogensinde skal aabenbare sig som tjenende Engle? Hvor staaer det skrevet, at Apostelembedet skal gjenoprettes med Magt til at helbrede Syge o. s. v.? Vistnok siger Apostelen: „Gud haver sat i Menigheden først Nogle til Apostler, for det Andet Propheter, for det tredie Lærere, dernæst Nogle, som gjøre kraftige Gjerninger, derefter Nogle, som have Naadegaver til at helbrede, til at hjælpe, til at styre, til at tale adskillige Tungemaal“ (1 Cor. 12, 28. Eph. 4, 11); men det er aabenbart, at Apostelen her taler om de overordentlige Naadegaver, som da virkeligen fandtes i Kirken; men dermed er ingenlunde sagt, at disse overordentlige Naadegaver skulle vedblive at meddeles igjennem alle Tider. Vistnok har Herren sagt i Afskedens Stund til Apostlerne: „Disse Tegn skulle følge dem som troe: i mit Navn skulle de uddrive Djevle; de skulle tale med nye Tunger; de skulle borttage Slanger, og dersom de drikke nogen Forgift, skal det ikke skade dem; paa de Syge skulle de lægge sine Hænder, og de skulle helbredes“ (Marc. 16, 17-18); men for det første skulle vi her bemærke, at Indvortes skee disse Undre ved dem, som troe, igjennem alle Tider, g for det andet er det klart, at her sigtes til de overordentlige Naadegaver, som da vare nødvendige; „Aandens Aabenbarelse gives Enhver til det, som er nyttigt“ (1 Cor. 12, 7); i Apostlernes Dage var det nyttigt og nødvendigt, at disse Gaver meddeeltes, for at Kirken kunde grundes; men efter dens Grundlæggelse vare de ei nyttige og nødvendige, og dette stadfæstes af Erfaringen thi Christi Kirke har dog virkeligen udbredt sig paa Jorden uden Hjælp af saadanne overordentlige Naadegaver. Ja! at der ei maa lægges nogen Vægt paa dem, sees og deraf, at efter Herrens eget Ord kunne disse overordentlige Naadegaver endog finde Sted uden den saliggjørende Annammelse af Sandheden (Matth. 7, 22—23). Men derimod har Herren udtrykkeligen forudsagt, at „falske Propheter skulle opstaae og forføre Mange“ (Matth. 24, 11) og blandt disse falske Propheter ere beviisligen ogsaa Mormonernes Udsendinge. Det sees ogsaa deraf, at de ei alene forfalske, men ogsaa lægge til Guds Ord, uagtet
