dog Apostelen Johannes vidner i Aab. 22, 18: „Jeg viner for Hver, som hører denne Bogs Prophetics Ord: Dersom Nogen lægger Noget til disse Ting, da skal Gud lægge paa ham de Plager, som ere skrevne i denne Bog.“ Vel paastaae Mormonerne; at de ei lægge Noget til Guds Ord, men at Mormons Bog er kun en historisk Skildring om Efterkommerne af de 10 Israels Stammer, hvis Spor var forsvunden efter det babyloniske Fangenskab; men denne Paastand er jo dog aabenbart falsk, da de jo agte Mormons Bog som et nødvendigt Tillæg til Bibelen, da de jo have mange andre Aabenbaringer f. Ex. „Pagternes og Aabenbaringernes Bog,“ da de jo endog nu have faaet en Aabenbaring som ei alene er imod Bibelen, men endog imod Mormons Bog (nemlig om Fleerkoneriet). Ja! de forandre endog Tid efter anden deres egne Aabenbaringer. Saaledes findes der i deres Udgave af „Pagternes og Aabenbaringernes Bog“ fra 1835 flere Uoverensstemmelser med Udgaven af samme Skrift fra 1833. I Udgaven fra 1833 findes en Aabenbaring, hvorefter Smith ikke skal modtage anden Gave end den at oversætte; men efter Udgaven af 1835 er tillige givet ham Magt til at udføre enhver Gjerning. Saaledes vise da Mormonerne sig aabenbart som Apostle slet ikke fra Sandhedens Gud, men tvertimod fra Løgnens Fader, Djevelen.
4. Det fjerde Beviis er hentet fra Johannes Aabenbaring 18, 4. „Gaaer bort fra hende, I mit Folk, at I ikke skulle blive deelagtige i hendes Synder, og at I ikke skulle rammes af hendes Plager.“ Den i det Foregaaende skildrede Undergang af Babylon henføre nemlig Mormonerne paa den nærværende Tid. Babylon bliver da den hele Jord; Røsten af Himmelen bliver Joseph Smiths nye Aabenbarelser og „mit Folk“ bliver da selvfølgelig Mormonerne. Men atter her vise Mormonerne, hvorledes de paa det Skammeligste fordreie og forvende Guds Ord; thi det er aldeles klart, at Johannes i det 17de og 18de Capitel skildrer det gamle hedenske Roms Fordærvelse og Undergang, Christendommens Seier i det romerske Rige, den hedenske Verdens Sorg og Klage, samt Glæden i Himmelen herover, og i denne Skildring indskydes en Paamindelse til de Christne om ikke at befatte sig med Hedenskabet, og ikke at blive deelagtige i dets Synder og dets Plager. At det er Rom, som her menes, er aldeles klart af 17, 9: „De 7 Hoveder ere 7 Bjerge, paa hvilke Qvinden sidder;“ thi Rom er bygget paa 7 Høie, og V. 18: „Qvinden, som Du saae, er den store Stad, som haver Herredømme over Jordens Konger;“ thi Rom herskede over hele den da bekjendte Verden, over en stor Deel af Europa, Asien og Afrika, og der har hverken før eller siden været noget jordisk Rige, som kunde maale sig med det. Ryggesløsheden der var over al Beskrivelse stor (see Rom. 1, 21—32); de Christne
