havde været Herrens Villie, at ogsaa Børnene skulle døbes, saa havde han visseligen givet et udtrykkeligt Forbud imod Barnedaaben, for at ikke Daaben skulde blive misbrugt, ligesom han har igjennem sin Apostel givet et bestemt Bud imod Nadverens Misbrug (l Cor. 11, 27—30); men et Forbud mod Barnedaaben findes slet ikke i hele Bibelen. — Mormonerne forkaste endelig vor Daab, fordi den skeer ved Overøselee og ikke ved Nedsænkelse i Vandet. Atter her ere de i Vildfarelse; thi for det første skulle vi betænke, at Ordet „døbe“ ofte bruges i Skriften saaledes, at der ikke kan være meent en Nedsænkelse, men kun en Overøselse eller deelviis Vædelse med Noget; thi Apostlene bleve dog vel ikke nedsænkede i den Aand, som de paa Pintsedagen annammede, og dog kalder Herren det at „døbes“ med den Hellig Aand (Ap. Gjern. 1, 5. 2, 2—4); heelt nedsænket i Noget blev dog vel ikke Herren, da han efter sin egen Spaadom døbtes med Blod i Gethsemane og paa Korset (Marc. 10, 38. Luc. 22, 44. Joh. 19, 34). Dernæst skulle vi bemærke, at det ingenlunde er vist, at Daaben, i det Mindste altid, i den ældste Tid udførtes ved Neddyppelse. Propheten Ezechiel siger 36,25: „Jeg vil stænke rent Vand over Eder,“ og at han her sigter til Daaben, fremgaaer af de følgende Ord: „Og jeg vil give Eder et nyt Hjerte og give en ny Aand indeni Eder,“ hvilket jo netop skeer ved Daaben. Men naar vi nu ihukomme, at Johannes den Døber var det gamle Testamentes Mand og vistnok holdt strengt over alle det gamle Testamentes Forskrifter, saa er det rimeligt, at han ogsaa med Hensyn til Daaben rettede sig efter de Prophetens Ord: „Jeg vil stænke reent Vand over Eder,“ og vi maae da tænke os, at Johannes har stænket eller gydt Vand over Frelseren, der denne var steget ud i Floden. Og hvad Udtrykkene i det nye Testamente om Daaben angaaer, da ere de saadanne, at de ligesaa vel, kunne bruges om Overøselse som om Neddyppelse. Mormonerne beraabe sig vel paa Rom. 6, 4: „Saa ere vi begravne med ham ved Daaben til Døden, paa det at, ligesom Christus er opreist fra de Døde formedelst Faderens Herlighed, saa skulle og vi vandre i et nyt Levnet.“ De sige, at Daaben her kaldes en Begravelse, hvilket aabenbart tyder hen paa en Neddyppelse; men de glemme at see det følgende Vers 6, hvor Daaben kaldes en Korsfæstelse; derved er det klart, at Benævnelserne: „Begravelse“ og „Korsfæstelse“ ere hos Apostelen ensbetydende, skulle forstaaes aandeligen, og have ikke Hensyn til nogen Neddyppelse, men til det, som foregaaer aandeligen ved den Døbte, nemlig: „en Aflæggelse af det gamle Menneske.“ For det Tredie skulle vi betænke, at Vandet ved Daaben kun er det Sindbilledlige, det befalede udvortes Middel, at det derfor ikke kommer an paa, hvor meget eller hvor lidet Vand der bruges, men der-
