Misgjerning, og min Moder har undfanget mig i Synd (Ps. 5l, 7); Herren selv vidner: „Hvad som er født af Kjødet, er Kjød“ (Joh. 3, 6); Apostelen Paulus siger: „Der er Ingen retfærdig, end ikke Een. Der er Ingen forstandig, der er Ingen som søger Gud. Alle ere afvegne; de ere tilsammen blevne uduelige; Alle have syndet, og dem fattes Guds Ære“ (Rom. 3, 10—12. 23) og atter her have Mormonerne Erfaringen imod sig; thi den viser os, hvorledes Gjenstridigheden og Forventheden allerede tidligen yttrer sig hos de Smaa. Nu er det vistnok saa, at Christus ogsaa har udsonet Børnenes Synd; men det er kun ved Daaben, de og vi alle kunne blive deelagtiggjorte i hans Forsoning (Joh. 3, 5). — Naar Mormonerne paastaae, at de Smaa ei have Forstand paa at modtage og tilegne sig Daaben, da ere de atter her af Guds Ord dømte som Løgnere. I 1 Moseb. 17, 10—l2 hedder det: „Denne er min Pagt, som I skal holde imellem mig og imellem Eder og imellem din Afkom efter dig. Alt Mandkjøn skal omskjæres hos Eder, og hvert Drengebarn, som er 8 Dage gammelt, skal omskjæres.“ Altsaa var Omskjærelsen Guds Pagt med Jøderne og deres Pagt med Gud, og denne Pagt blev indgaaet, naar Børnene vare otte Dage gamle. Men kunde Gud indgaae en Pagt med Jøderne i deres spæde Barndom, skulde han da ei ogsaa kunne indgaae en Pagt med de Christne i deres spæde Barndom? Omskjærelsen var for det jødiske Folk hvad Daaben er for de Christne, saa at den endog i Rom. 4, 11 kaldes „en Besegling af Troens Retfærdighed.“ Men er Omskjærelsen Troens Besegling, saa maa der jo findes Tro hos dem, som omsljæres. Vel ville Mormonerne forklare dette allene om Abrahams Tro; men det er jo dog indlysende, at Omskjærelsen maa nødvendigviis have densamme Betydning for Abrahams Efterkommere som for Abraham selv. — Vor Frelser har selv sagt: „Lader de smaa Børn komme til mig og forhindrer dem ikke; thi Guds Rige høre saadanne til“ (Marc. 10. 14); han har altsaa sagt, at „Guds Rige tilhører de smaa Børn,“ at de altsaa ere modtagelige for Naaden i Guds Rige, og derfor vidner og Peder: „Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til“ (Ap. Gj. 2. 39); derfor skulle vi føre de smaa Børn til ham; men til ham kunne vi ei føre dem uden Daab; thi Herren har selv sagt: „Uden Nogen bliver født af Vand og Aand, kan han ikke indkomme i Guds Rige“ (Joh. 3, 5); altsaa undtager han herfra slet Ingen, heller ikke de smaa Børn; altsaa faae Børnene nu ved Daaben densamme Velsignelse, som Herren i sine Kjødsdage gav dem ved Haandspaalæggelse; vistnok døbte han dem ikke, men han døbte slet Ingen, alt saa heller ikke de Voxne (Joh. 4, 2). Naar ikke desto mindre Mormonerne ville skaffe de Smaa Guds Rige ved Haandspaalæggelse,
