ner,“ samt ganske at forfalske Meningen af det følgende 49de Capitels 22—26 V.
8. Ogsaa de omtalte Ruiner i Amerika anføres som Beviis. Om nu En faaer see nogle Ruiner og saa opdigter en fabelagtig Fortælling om dem, kan saa det være et Beviis paa, at han er sendt af Gud? Sandelig! Mormonerne maae mangle ethvert blot nogenlunde rimeligt Beviis paa Joseph Smiths guddommelige Myndighed, naar de maae anføre slig dum Snak som et Beviis.
9. Som niende Beviis anføres 1) hine Vidner, som skal have seet Pladerne; men af følgende Samtale sees, at deres Vidnesbyrd har slet intet at betyde. En Mand spurgte nemlig et af hine Vidner, om han med sine legemlige Øine saae Pladerne og Indgravningen derpaa; han svarede: „Ja, jeg saae dem; de bleve mig viste ved Guds og ikke ved Menneskets Magt.“ Der spurgtes videre: „Saae De dem med Deres legemlige, naturlige Øine, ligesom De seer dette Futeral i min Haand?“ — Hertil svarede Vinet: „Jeg saae dem ikke, ligesom jeg seer dette Futeral; dog saae jeg dem med Troens Øine ligesaa tydeligt, som jeg seer Noget omkring mig, skjønt Pladerne vare tildekkede med et Klæde.“ Og hine 8 Vidner ere ligesaa lidet troværdige; thi den ene af dem var Joseph Smiths ugudelige Fader, og 2 af dem vare hans uværdige Brødre. Ja! af hine 11 Vidner ere kun 6 vedblevne at holde fast ved deres Vidnesbyrd, og blandt disse 6 er netop Joseph Smiths Fader og 2 Brødre; men de øvrige 5 Vidner ere senere frafaldne og ere blevne Mormonernes Modstandere. Men for det 2) anføres ogsaa som Beviis de Forfølgelser, som Mormonerne have lidt i Amerika; men de fortie, at de ere forfulgte ikke for deres Religions, men for deres Ugudeligheds og Uretfærdigheds Skyld. Paa samme Maade kunde jo Gjendøberne paa Luthers Tid anføre de Forfølgelser, som de lede, som et Beviis paa, at de vare sendte af Gud, uagtet det er vitterligt, at de bleve forfulgte paa Grund af deres store Ryggesløshed. Eller naar en Tyveknægt sættes i Tugthuset, har han saa Ret til at sige: Jeg er sendt af Gud, thi jeg bliver forfulgt? Ja! selv om Mormonerne bleve forfulgte for deres Læres Skyld, saa var det dog slet intet Beviis for, at de ere sendte af Gud, da deres Lære er en grov Bespottelse af Guds Ord. Eller naar En forfulgtes, fordi han lærte: du skal stjæle, du skal slaae ihjel, du skal bedrive Hoer, du skal gjøre Oprør, har da han Ret til at sige: Jeg er sendt af Gud; thi jeg bliver forfulgt? Viste da ikke Forfølgelsen netop, hvor gruelig hans Lære var?
10. Som tiende Beviis anføres deres Syner, Drømme, Engleaabenbarelser o. s. v. Er da dette noget Beviis? Om nu En kommer og vil indbilde os, at han har Syner, Drømme, Engleaabenbarelser o. s. v., skulle vi da være saa dumme, at antage det som Beviis paa, at han er sendt af Gud? Har ei des-
