Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/99

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

89 ikke maa glemmes, – han hørte ligesom HalIing med blandt de første Mænd i vort Land, som havde sat sig den Opgave at hæve Arbeiderstanden. Men for mig personlig og for mit Virke i Livet, var det særlig af Betydning, at jeg der kom ind paa Livet af de foregaaende Slægtleds politiske Tankegang. Jeg har i mine unge Dage paa flere Steder havt Anled- ning til at møde Repræsentanter for denne, men ikke paa noget Sted klarere og sikrere end i 0pdal. Det var den gamle Eidsvoldsmands Aand, som der gik igjen. Endnu straalede Bondegutten, Soren- skriver Rambechs By ud over Dalene, og den, som engang har levet, om end kun for korte Stunder, i disse Omgivelser, kan ikke slutte sig til Beretningen om den bitre Modsætning, som skal have bestaaet mellem Embedsmænd og Bønder. Ogsaa fra Præstegaardene i de nordligste Lands- dele har jeg lignende Minder. Med min Fader be- søgte jegi 1861 og 1863 Præsterne i Vaagan, Buksnes, Borge og Flakstad, alle paa Lofoten. Neumann i Vaagan havde en stærk Lighed med Welhaven; Berner i Buksnes kunde ikke raade over stor Plads i sin gamle og gammeldags indknebne Præstegaard, men hans og hans Hustrus Hjertelighed var mere end stor nok til at opveie dens Mangler. Heyer- dahl sad med sin store Børneflok ude paa Lofotens Ytterside, en ren Modsætning til den erklærede Pebersvend og Kvfndeha“der-ä Rynning paa Flakstad- øen, som boede derude paa Ishavsstranden, noget nær som en Eremit.