Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/96

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


86 at vide med mig selv, at jeg har seet ham. Vor Tid nivellerer. Om meget forsvinder, saa kan det nok erstattes med andet, som ogsaa vil blive af det gode. Men der stod Respekt af Blaker’n som af hans Standsfæller ellers omkring i 0ttas Dalføre. Folket havde ligesom sine naturlige Samlingspunk- ter, arvet fra de gamle Dage Paa Vaage indtog i min Tid ikke Præstegaarden den fremtrædende Plads som paa Lom. Men den havde andre Minder. Edvard Storms Poesi var jo knyttet til Vaage, og den var slet ikke gaaet over iGlemsel. Naar vi Fodvandrere drog ud igjennem 0ttadalen, kunde vi nok citere for os selv Linier som: «0ss ha’ gjort kva gjerast skulle». Somme- rens glade Fjeldliv stundede mod Enden, og naar vi nød den sidste Frikveld paa Bjølstad hos Iver Tofte, da var det med ny Længsel efter den næste Sommer, der skulde kalde os tilbage til Lom. Nu har gamle DageS Liv paa Vaage fundet en begeistret Skildrer i Ivar Kleiven. Da jeg læste hans Bog, slog det mig, at jeg kjendte meget af det samme Liv, dels gjennem andres Fortællinger, dels efter egne Oplevelser. Jeg skulde blot ønske, at der maatte komme en Forfatter, som kunde give os noget lignende fra Lom og Sjaak, ikke alene tørre 0ptegnelser, men livlige Skildringer, at det svundne Livs Aand kan straale frem til den Slægt, Som nu har taget Arven efter de gamle Forgjængere. Elise Aubert har givet os Fortællinger om, hvor- dan der levedes paa de gudbrandsdalske Præste- ɔ