85 preussiske Hær, og han fik Tilladelse til at komme hjem. Den glade Muntrationsraad fra Loms Præste- gaard kjæmpede ved MetZ og ved Paris, men glemte under dette ikke sine Venner i Norge. Fra de préus- siske Feltpostkontorer expederedes der mange Breve til Lom, og den, som ønsker at læse dem, kan finde Uddragi «Skillingmagasinet» for 1871. Heine fandt, at Spektaklet af Kanonerne udenfor det beleirede Paris var adskillig værre end den værste Støi, han nogensinde havde hørt i Uroa. Omsider endtes Kri- gen, og Louis Heine nedsatte sig i Berlin, denne Gang som Hattefabrikant. Jeg har i Loms Præste- gaard seet et Fotografi af en Gade i Berlin, hvor der paa et Skilt med vældige Bogstaver læstes Nav- net Louis Heine. Men det er ogsaa det sidste, jeg har hørt eller seet til ham og hans Forretning. Den sikreste Gjæst i Præstegaarden var forøv- rigt Rolv Blaker. Han eiede den gamle Storgaard Blakararv, som ligger tæt ved, kun skilt ved Bøvra. Fra Aars’s Tid var han vant til at tage sig sin Tur hver Eftermiddag over i Præstegaarden, i hvis Daglig- stue han havde sin faste Plads. Ito Slægter levede den stille Mand med; han fulgte deres Liv, som de tog inderlig Del i alt, hvad der rørte sig paa hans Gaard. Der var et virkeligt Venskab. Loms Præstegaard var utænkelig uden Blaker’n. For mig staar han som en Typus paa en Døl, der stam- mede fra de gamle middelalderske Storslægter. I vore Dage vil det neppe være ganske let helt at opvise hans Mage. Saa meget mere er det en Glæde
