Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/93

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


83 havde en enestaaende Udbredelse. Om ikke rig, Saa var Halling ialfald en velstaaende Mand. Men han vilde hjælpe, og han hjalp mere end hans øko- nomiske Evner kunde række til. Dette tyngede senere stærkt paa ham. Men knække den freidige, livSglade Mand formaaede det ikke. I ham var der samlet et Fond af livskraftig Munterhed, som holdt ham selv oppe og smittede af paa andre. Ogsaa han har vel havt sine mørke Stunder. Fremmede mærkede dem ikke. “ W Til sin Menighed traadte han hurtig i et varmt Forhold. Halling havde neppe været i en Fjeld- bygd, forinden han fik Kaldet paa Lom. Fjeld- folkets Liv kunde da ikke være ham kjendt paa Forhaand. Men det gik for ham raskt med at vinde den gjensidige Forstaaelse, ligesom han blev en Ven, der vilde det vel. Alle blev modtagne som Venner. En Kveld’ kom der til Andvord reisende en for- underlig Person, som gik ned paa Præstegaarden og der blev buden til at spise Aften. Gjennem Sam- talen erfaredes, at det maatte være en Skolemester fra Wales, og i alle Tilfælde en snurrig Fyr. Hal- ling fandt snart ud, at Manden blandt andre fysiske Mærkværdigheder ogsaa havde den at være udsty- ret med en dobbelt Tandgar. Men hans Hjerne var neppe heller normal. Kvelden var kold, og han som vi andre fik varm The at drikke. Den blev nydt i store Mængder, ikke mindst af Wali8e- ren. Nogle Dage efter sendte han et Takkebrev,