Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/91

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


81 Kun et eneste Væsen savnedes. Det var en enslig Hund, som havde mødt os i Visdalen og siden havde sluttet sig til vort Følge, indtil vi Stansedes af Illaaen. Vi havde kaldt den «Sjø», efter det Udraab, hvor- med Lomværingerne gjerne kaldte sine Hunde: «Har inkje noko Namn, oss kjenner ’n berre Hoinn.» Da saa Hunden var sort af Farve, fik han yderligere Tilnavnet «Svartsjø». Paa Veien havde den særlig lagt sin Elsk paa mig. Nu var den som sagt, bleven borte, fra Illaaen af. “ Men Svartsjø gav sig ikke dermed. Som vi sad paa Præstesæteren, kommer en af Føl- get, en Mand, som hed Bertel, frem i Døren og siger: «Nei, nu er sandelig den svarte Bikja til Nielsen kommen,» og umiddelbart efter viste Hr. Svartsjø sig i Døren, temmelig vaad, men særdeles tilfreds over atter at være mellem sine Venner, hvem den nu fulgte tilbage til Bygden i Lom. n Siden blev Svartsjøs Meriter opklaret. Han havde ikke vovet at prøve Illaaen, som utvivlsomt vilde have giort det af med ham. Derimod fulgte han den ned til dens Udløb i Leira og sprang saa i (lenne. Strømmen fra Illaaen drev ham derpaa over til Leiras anden Bred, hvor han bergede sig paa Land, og saa tog han vort Spor over Bøvertjern- halsen og frem til Præstesæteren. Svartsjø havde Ret til at være stolt, da han stod indenfor den- nes Dør. Mit første Besøg paa Præstegaarden blev ikke det sidste. I 1866, i 1867, i 1871 og i 1872 var 6 – Yngvar Nielsen: Erindringer.