79 “ til Familien. Han havde gaaet lige ind i Daglig- stuen og forestillet sig selv: «Mine Damer,– jeg er Student S.». Og saa havde han slaaet sig ned og til en Begyndelse udtalt Ønsket om en Kjøretur, som da ogsaa kom-istand. Han agerede god Ka- merat med alle. Og vi, som havde troet, at han var en gammel Husven, – at det var hans Anbe- faling, som havde skaffet os Indbydelsen. Vi havde nu ingen Grund til at dølge, hvad vi vidste om hans Person. Allerede næste Dag fandt han det hensigts- mæssigt at fordufte. Medens mine to Kamerater snart fortsatte sin Rute, blev mit Ophold længere. Jeg havde forstruk- ket en Sene i det høire Ben og maatte saa nødtvun- gen holde mig i Ro inden Døre. Men til Gjengjæld kom jeg paa Galdhøpiggen, og siden blev jeg ordent- lig kjendt i Loms Præstegaard. Halling paastod, at han maatte kjende sin Me- nighed, og Galdhøpiggen var utvilsomt det mest distingverede, som var at finde inden Loms Grænser. Allerede længe havde han forberedt en Tur til Pig- gens Top, og denne kom til at foregaa netop, medens jeg var tilstede og kunde deltage. Hele Præstegaar- dens faste og tilfældige Besætning rykkede ud. Vi begyndte en Søndag med Gudstjeneste i Bøverdalens lille Kirke og aflagde derefter Besøg i den inter- essante Hule, som bærer Navnet Troldkirken. Efter at have overnattet paa Røiseim, foretog vi Bestig- ningen og naaede Toppen Kl. 7 om Kvelden, hvor- paa vi Kl. 10 var nede i Visdalen efter fornøielige
