Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/88

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


78 da skulde jeg, som Slægtning og Bekjendt, nok have meldt mig. Men Halling – ham kjendte ingen af os, og der maatte være Maade med at trænge sig ind paa fremmede Folk. Langt om længe kom vi efter, ruslende tilfods opigjennem Vaardalen og over Rossbakken. Vi kom i Følge med en gammel Bondemand. Det var den anden, som skulde til Halling paa Lom, og vi skil- tes fra ham i Bakken lige udenfor Prestegaarden. Et Par Karioler rullede i det samme forbi. Der sad unge Damer i dem, og bag paa den ene stod vor Ven fra Garmo. Han maatte være vel kjendt i Præstegaarden, – hvor vi misundte ham paany! Vor Tanke var endnu samme Aften at kjøre op til Røiseim. lMen det blev der intet af. Hestene Stod allerede for Døren paa det nærliggende Skyds- skifte, Andvord, da vor sidste Ven, den gamle Bonde- mand, indfandt sig med Indbydelse til at komme ned paa Præstegaarden. Vi blev rørte alene ved Tanken om, at vor Ven Studenten skulde have for- anlediget denne Indbydelse, og han avancerede be- tydelig i vore Forestillinger. Men snart kom der andet Lys over F orholdene. I det samme, vi varltraadt op paa den lune Trap, som endnu fører ind til Loms Præstegaard, traf vi Husets Datter, Frøken Christiane Halling, som sagde: «Vi ved, hvem De er. Men sig os saa, hvem er Deres Ven, Student S.? Han lod til at kjende Dem alle saa inderlig godt». Hm – der slap det altsaa ud. Den teologiske Student havde intet Kjendskab