77 dene dundrede løs, – en Salut, hvis Mage neppe var hørt ved Mjøsens Bredder. Det var let at for- staa, hvem denne store Æresbevisning gjaldt. Men hvem havde bekostet den? «Jeg selv», sagde den muntre Provst. Men sî;1c11’ skal der ikke væne- sa- luteret for dem, som gik iland fra Mjøsdampskibene. Provsten havde for alle Tider ødelagt den Sport. Næste Gang, jeg kom paa de KanteiÖ, var i Som- meren 1865. Med to Venner havde jeg en Uges Tid vandret over de Fjelde og Dale, som nu kaldes Jotunheimens Forgaarde, og var tilsidst kommet ned paa Tessanden, hvor –vi fik Logi paa Storrvik. Manden paa Gaarden hilsede os velkomne til Bygden med de Ord: «Døkk ha drivi med Mjølki naa». Ja, vi var saa temmelig indsatte med den Drik. Dagen efter fik vi et af de frugale Middags- maaltider, som kunde serveres paa et Skifte, – det var paa Garmo. Saa laa vi paa hver vor Seng, som om vi skulde fordøie Maden, medens vore Tanker var optagne af det Spørgsmaal, om vi ikke snart kunde faa en lidt mere afvekslende Spise- seddel. “ Før os var der til Garmo kommet en Gjæst, som optraadte med en betydelig Freidighed. Han var en os velbekjendt teologisk Student, hvem forøv- rigt ingen yndede. Han havde Hastværk og sad snart i Kjærren, da han skulde til Pastor Halling i Lom. Vi fik et naadigt Nik, da han rullede ud fra Garmo. «Den, som var i hans Sted!» sukkede vi. Havde kun Provst Aars fremdeles boet paa Lom,
Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/87
Utseende