76 Præstefamilien paa Lom var vittig og munter. Enhver, som i Aars’s Tid har været Gjæst inden denne Præstegaards Vægge, vil kunne fortælle mangt og meget, som endnu maatte vække Lystighed og Glæde. Der var Tradition i Slægten, og den blev ikke svigtet. For den, som fik den Lykke at til- bringe nogle Dage eller Uger i det gjæstfrie Hus, var det vanskeligt at finde Veien tilbage. Provst Aars selv, hvem jeg kun flygtig har seet, omtales som en begavet og interessant Personlighed. I 1863 flyttede han med sin Familie til Østre Toten. Men han fik ikke længe virke der, forinden han bort- kaldtes fra denne Verden. Lom blev delt i to, i Lom med Garmo og Bøverdalen og i Sjaak med Nordberget. Til Sognepræst i Lom udnævntes Honoratus Halling, indtil da Garnisonspræst paa Horten. Der er en liden Historie, jeg har hørt om Provst Aars. Den er vist sand, da den er betegnende for hans Lune. Paa Mjøsen var det i Dampskibsfar- tens ældre Tid en ganske almindelig Skik, at de Reisende gjensidig kunde hædre hinanden ved en Salut med Skibenes Kanoner. Naar en anseet eller populær Mand gik fra Borde, drønede Saluten, og da spurgtes der altid om to Ting, hvem det gjaldt, og hvem der havde betalt for Skudene. Provsten havde nu hyppig reist Mjøsen baade op og ned, og han havde da havt rig Anledning til at ærgre sig over den ofte misbrugte Salutering. Saa var det enVgang,“som“Provsten-skulde-gaa i Land. Skud-
