IV. DE GAMLE PRÆSTEGAARDE n væsentlig Sag for alle Fodture var det at have gode Forbindelser paa Præstegaardene. Lykkelig den, som kjendte de fleste Præster! Det var gammel Skik i Norges Land, at Præsterne skulde hjælpe med at skaffe Reisende Kvarter, og denne Skik holdt sig med stor Seighed. I mine unge Dage var dog denne forsvunden i de gamle Former. Men der var mange Præster, som forme- lig havde Trang til at vise Gjæstfrihed. Der var dem, som kunde føle sig afstængt ude i de ensomme Dale, og for hvem det kunde blive en Gjenstand for Glæde at faa Besøg. Saa var der heller ikke saa mange Reisende og Turister, som der nu er blevet. Men jeg tænker mig dog, at det indimellem kunde være byrdefuldt for Præstefruerne og beko- steligt for Præsterne at vise al denne Gjæstfrihed. Vi“Z““unge havde imidlertid ingen Betænkelig’he“d ved at modtage den. Vi blev mødt med varm Hjertelighed, naar vi kom. Vi livede kanske selv
