Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/82

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


72 Lighed gjengivet af Olaf Skavlan, med det sorte Skjæg og den berømte Ponko, der sagdes at skjule mange Skrøbeligheder ved Digterens Dragt. Aarene har kastet Glemsel over Enken Brit i Vestnes og over Ibsens Virksomhed som Eventyr- samler. Men «Brand» og «Per Gynt» lever frem- deles i sin fulde Ungdomskraft. I deres prægtige Dekorationer kan Publikum se den Snestorm, i hvilken Ibsen drog fra Bøverdalen til Fortun. Det er Smørstabbræen, hvorover Brand lægger sin Vei. Et Spørgsmaal, som ikke er mig ganske klart, er det, om der bag Gerds Iskirke i «Brand» ligger nogen Model fra Virkeligheden. Umuligt er det ikke, og jeg kan nævne noget,“som kanske kan veilede. Ibsen var i 1862 vistnok inde i Romsdalen. Paa den gamle Kors-Kirkegaard ligger en Gravsten med Indskrift over en hel Familie, som i Marts 1817 omkom ved et vældigt Sneskred paa Kabben, en høitliggende Fje1dgaard ovenfor Ormei1n. Har Ibsen læst denne Indskrift“2 og har han hørt om den Eier af Kabben, som den Gang blev dræbt af Skredet? Den Mand var en Særling. Han havde oppe ved Fjeldet Alterhø indrettet et Sted, hvor han paa sin Vis dyrkede Gud i den store, vilde Natur mellem Fjeld og Bræ. Det var hans Iskirke, og saa kunde det tænkes, at den Katastrofe, som rammede ham, er ble- ven som Forbilledet for Slutn-i-ngsscenen i «Brand». Fjeldet gjemmer meget. Der er nok adskilligt endnu at fortælle om de Gamle i Fjeldet.