68 Jeg titulerede ham for Admiral, hvad han ikke havde noget imod. Men han kom ikke længe til at be- holde denne Værdighed. Han druknede en Vaar udenfor Ørterdalen, som han vilde gaa over Isen. En gammel Finnekone stod paa Land; hun hørte hans Nødraab og saa hans Kamp for Livet, men kunde ikke hjælpe. Ole Aker gjensaa jeg sidst i 1908. Da jeg Kl. 2 om Natten bankede paa Krækjahyttens Dør, den samme som havde baaret Strømperne, og da han hørte, hvem der var udenfor, raabte han: «Nei, skal jeg endnu engang faa se Dig herl» Ja, det var min femtiende Sommer, som jeg var paa Vandring. I et halvt Aarhundrede havde jeg kjendt Vidden, og om Lykken er god, kan jeg endnu vente at faa se den om igjen. De Fjeldmænd, jeg her har nævnt, er kun enkelte af de mange Venner, som jeg har vundet under Vandreaarene. Fjeldet er stort og vidt, ligesom det er mangeartet i sin Natur. Men paa dem, som fær- des deroppe, øver det altid den samme Virkning Fjeldfolkets Karakter er i de store Træk gjerne den samme. Vi, som færdedes i Fjeldet, vi har faaet mange Impulser derifra.“ Fodturene har derfor en ikke ringe Del i den nationale Bevægelse, som har gaaet gjennem vort Folk i det nittende Aarhundrede Maaske er ikke alle Vandrere sig dette bevidst. Indtrykkene er kommet et for et, og ikke altid mærk- bare i Øieblikket. Men Fremtidens Historikere bør mærke sig dette,
