67 tog med, da vor Rute var adskillig kortere. Vi roede Ustefjorden og videre til Ørterdalen og gik saa rask over til Krækjahytten. Her var nu Ole L. Aker Vært, siden 188O, og i 1909 er det derfor ogsaa tilladt at regne ham med som en af de Gamle i Fjeldet. Da Tiden var inde til, at Studenterne snart maatte være fremme, blev Strømperne hængt udenpaa Ind- gangsdøren, medens Ole, Erik og jeg sad lyttende indenfor. Vi fik en virkelig Nydelse ved at høre deres Udraab:j «Nei, her er jo Strømperne, som vi glemte imorges paa Tufto», med alle derpaa følgende Funderinger over Grunden til, at disse kunde have tilbagelagt Veien hurtigere end sine Eiermænd. De vidste nemlig ikke, at Veien over Ørteren blot tog 6–7 ’l’imer, medens de selv havde brugt elleve over Monsbuheia. Det blev folksomt den Aften i Krækjahytten. En ivrig Fjeldmand, Brandkasserer jJ. H. Eger„med to Sønner kom senere fra Numedal, og endvidere et gammelt Ægtepar, som . agtede sig til Øifjord for engang i Livet at faa se et Dampskib. Næste Dag drog vi alle over Vidden, hvor vi passerede Lars paa Garens Bro over Leira, som var meget skrøbe- lig. Der laa en Rensdyrgjeter, som havde lavet sig Skylapper for ikke at være nødsaget til at se ned i den fraadende E1v, medens han krøb paa fire over de tre halvraadne Stokker, som dannede Broen. Den gamle Kone maatte i ’l’oug hales over. a I 1902 traf jeg Erik ’l’ufto som Fører for Jern- baneanlæggets Baade og Pramme paa Ustefjorden.
