66 Atter havde vi en lang Dagsmarsch for os; atter blev der Skumring, medens vi drog nedover mod Maurset. Da vi kom ned iBirkeskoven, gled efter- haanden vore Tæpper af Hesten, og som-vi Kl. 12 rykkede ind paa Maursets “Gaardsplads, gjorde vi den Opdagelse, at samtlige Tæpper var forsvundne. Intet Menneske var her hjemme; hver Dør var stængt. Laaven maatte blive vor Ti1flugt. I Mør- ket fandt vi en Krog, fyldt med et ubestemmeligt Stof, hvori vi gik til Hvile og Snart sov sødelig. Næste Morgen vaagnede vi ved en lystig Latter. Det var Torbjørn Maurset, som stod iLaavedøren og holdt sig paa Maven. «Nu har jeg seet meget,» sagde han, «men aldrig noget som dette; her reiser Folk paa mørkeste Natten rundt om paa Vidden og strør sine gode Tæpper efter sig i Fjeldet, og bag- efter lægger de sig selv til at sove i den gamle Sengehalmen fra ifjor paa Maurset.» Hvad han sagde, var Sandhed. Op kom vi ien Fart. Torbjørn kogte Kaffe for os og tog sig en Tur ind paa Vidden for at opsanke Tæpperne. Først da han kom tilbage, kunde vor Expedition drage videre. Dette var i 1879. Atter kom jeg paa Vidden i 1886. Jeg reiste op gjennem Aall og Hol og kom en Formiddag Kl. 11 til Tufto i Ustedalen, hvor jeg fik Erik Tufto med paa min Færd over Vidden. Et Par Timer tidligere-havde to Studenter gaaet ud for at vandre over Monsbuheia til Krækjahytten. Den ene havde efterglemt et Par Strømper, som vi
