61 ikke den samme Anledning, Som vi havde til at gjøre Bekjendtskab med Bygdernes første Ætter. Navnlig var det interessant„at færdes om paa de store Vaagesætre. Vi blev kjendt med mange af Vaages og dermed Gudbrandsdalens første Slægter, hvis. Medlemmer vi senere kunde træffe igjen under ganske andre Forhold. Det hele er nu anderledes. Hvad –Nutidens Turist træffer,. er et helt andet Sel- skab. Det gamle Bondesamfund er vistnok nu i Færd medat antageêhelt nye Former, ganske som Livet i Byerne. Museerne og folkloristiske Samlere redder, hvad reddes kan,og bevarer Erindringen om, hvad der har været. Men Museer og Bøger bringer1 ikke Livet“tilbage. Lad de gamle Dragter aldrig saa meget hænges paa .Nutidens Mennesker, - det vil ikke være disse muligt at indforlive sig inden gamle Tænkemaade; Z .j t Mellem Nutidens“ mange Turiststationer er der en enkelt,;.til hvilken jeg særlig føler mig knyttet, da jeg var .den, som først vakte Tanken om dens Op- førelse og senere havde det HvervWat modtage den for den norske Turistforening. Det er Krækjahyt- ten paa Har-dangervidden. –Den har paa sin Vis været mig et Smertens Ba-rn. Men nu, efter tre Decenniers Forløb er ogsaa dens WTime kommet . Egentlig “var- det mit ForsIag, at Hytten skulde bygges ved rHalne.– Mine Erindringer om dette Sted var saa levende fra Turen “i„ 1859, at jeg maatte foretrække C det som Viddens Centralpunkt, Men Valget af Plads blev senere overladttil fire Mænd
