Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/70

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


60 imidlertid nok af dem, som drog ind i Fjeldet og drømte om engang at vinde hans Laurbær. Endnu er der dog ikke hørt om nogen, som har havt Ud- sigt til at sidestilles med ham. Jo Gjende har ved- blevet at være Fjeldets største Navn mellem alle Skyttere. “ Sæterlivets Romantik “ stod ogsaa vedvarende i Kurs. Vi saa det i Skjæret af «Til Sæters». Over Vaage- og Lomsfjeldene gik der Ry af en Skjønhed som Marit Øi.– Jeg har aldrig seet hende. Men hendes Søster Kari, som efter hende stølede paa Bessesæteren, kan ikke have staaet meget tilbage. Kun havde hun et strengt Udtryk. Da- jeg i 1865 første Gang kom til nævnte Sæter, var vi aldeles imponeret over de Typer af –ægte gudbrandsdalsk Kvindeskjønhed, som vi der“traf, fremfor alt Kari Øi og Eldri fra Bessestrondi. Sæterromantiken har havt sin Ret, og skjønt der slap allehaande Folk op i Fjeldet, kan det dog med fuld Sandhed siges: «hony soit, qui mal-y-pense». Der staar-for mig et lidet Sæterbillede fra en Regnveirsdag i 1867, som Alf Collett og jeg sad paa Myssusæteren. –En vak- ker ung Pige, en Gaardmandsdatter fra Sell, traadte ind og kastede med en elegant Bevægelse sit ytterste tykke Plag af sig, medens der stod som en Krans af Regndraaber omkring hende. Over denne unge Pige hvilede der en medfødt Elegance, som mange Kvinderi høiere Stillinger kunde have misundt hende. I vore Dage har Turiststationerne for en stor Del afløst Sætrene, og den, som nu reiser i Fjeldet, faar