Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/69

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


59 nem Valdres-Koldedalen. Efter hans Anvisning skulde vi næste Dag finde Vei. Vi kom da rent galt afsted, op til det lille Vand paa Skillet mod Morka-Koldedalen. Det blev Vandring, Vassing af Elve uden Tal og Klatring efter bratte Fjeldvægger. Heldigvis havde Bræadn losna fraa Hamradn, og vi smøg os frem mellem Is og Fjeld. Ellers havde vi ikke kommet over. Saa maatte vi vasse Morka- Koldedøla, og da vi var over den, havde Johan Vibe, som havde gaaet over i tynde Skaftestøvler, ingen anden Udvei til at faa Vandet ud af dem end at lægge sig paa Maven, medens en anden klemte det flydende Element ud. Efter ti Ti1ners Vandring stod vi paa Vetti, hvor det vakte Opsigt, at det lille Selskab ikke havde passeret Gaardens Sæter i Fleske- dalen. Lidt efter lidt kom det frem, at vi havde gaaet over Morka-Koldedalen, og det havde, efter hvad der blev os sagt paa Vetti, ingen tidligere ind- ladt sig paa, naar Vandets Isdække var smeltet. Siden har dygtige Montanister gjort det efter og regnet det for en stor Bedrift. Det pudsige var, at vi saadan ganske troskyldig kom ind i den afstængte Dal, og alene ved et Tilfælde fik Kundskab om, hvad det*W”var, vi havde udført. 1 J a, det er i Sandhed mange Venner, jeg har vun- det i Fjeldet, og som jeg kan mindes fra de gode gamle Dage. Fjeldet havde Befolkning. Fremdeles levede Jo Gjende. Men han havde trukket sig til- bage og taget Ophold nede i Hedalen. Naar Høsten kom og Jagttiden stod paa som strengest, var der