Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/68

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


58 Saa var der Anfind Vetti, atter en af dem, som længe holdt ud i Fjeldet. Det var altid hyggeligt at komme til ham og hvile ud paa Vetti, hvad en- ten vi havde Galderne foran os eller i Ryggen. Jeg var aldrig saa heldig at komme til Vormeli i de Dage, denne Gaard var fast beboet. I mine Erin- dringer er det Vetti, der altid staar som øverste faste Menneskebolig ved Utlas trange Dalrevne. Der er levet et Liv, som for det flade Lands Beboere maa forekomme utænkeligt. Men Slægt efter Slægt har holdt ud; de har levet godt, og de har levet lykkelig Men rundt om dem har Skredene suset gjennem Luften og fyldt denne med sine Torden- brag. “ For Vandreren vil en gudbrandsdalsk Gaard staa som et Ideal, man ikke ellers lettelig vil se naaet Jeg ved ikke, hvad det kunde være, som bestandig kastede den lune Hygges Glans over Minderne fra f. Ex. Røiseim. Men ogsaa Vetti var et hyggeligt Sted at komme til, der det laa under Fjeldet. Johanne Vetti, Anfinds dybt savnede Hustru, var af dem, som kunde stelle godt for den trætte Van- dringsmand. Jeg mindesx1vel“den første Gang, jeg kom til.Vetti. Det var i 1873. Vi var et Følge af fire, som havde overnattet paa Tvindehaugen i (1c11“ nyopførte Tu- risthytte og saa vilde prøve Overgangen over Smo- get gjennem Fleskedalen. Samme Aften var der en Sogning, som var «kjend i adla Fjedli», og han demonstrerede for os, hvorledes Veien laa op igjen-