Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/67

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


57 af mig kun have de bedste Lovord, og Røiseim’en roser dem med. Det var iAugust 1867. Der var Bryllup paa Loms Præstegaard. “Ole Røiseim og jeg stod paa Trappen til Gaardspladsen med hver vor Kaffekop‘ Da kom der Bud fra Fjeldet om en ung Student Hals, som var styrtet ud over Veslefjeld ned mod Bessvand. Ole og jeg var begge forbauset over, at Nogen kunde falde saaledes. «Den mindste Guten i Sogn», sagde ()le, «kunde ta’ den største Reinbukjen over Skuldrene og bære den opover Besseggen.» ’ Saadant hændte ikke ofte. Men naar Budskabet kom, da kastede det Uhygge langt ud over Fjeldet. Jeg mindes vel 1881, en af de koldeste og regn- fuldeste Sommere, jeg har oplevet. Med Johan Vibe var jeg kommen’til Gjendeshei1n; da naaedes vi af Rygter om, at en spræk Gymnastiker var styrtet ned fra Store Skagastølstind. Vi foretrak da at gaa udenom og tog Veien over Skautflyen. Vi gik paa en Dag fra Russvandet til Røiseim og kom i en Fart til Opstryn. I 1884 fik jeg høre mere om denne Ulykke, da jeg traf sammen med Landhand- leren fra Aardalstangen, Jens Klingenberg. Det var ham, som havde fundet Liget og bragt det frem fra en Brærevne under Tindens bratte Væg; Det var netop, som «Bræadn var losna fraa Hamradn», og saa steg den kjække Sogning i Dybet, hvor han traf paa det,“ han søgte.t Men –altid siden, naar Bræadn er losna fraa Hamradn, ser jeg for mig Billedet af ham, som ikke gav sig. Ogsaa han er nu borte.