Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/65

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


55 der kunde gjøres Regning paa dette Sted.“ Over paa den anden Bred laa rigtignok et tømret Hus, den saakaldte gamle Vaagebu. Men jeg kom aldrig til at prøve den, hvorimod jeg ofte har ligget i Eriks Stenhaug. Jeg husker godt en stormfuld Regnnat i 1871, da hele Gulvet var fuldt besat af liggende Personer, som havde redet Sit Leie paa Brisk. Vi laa om hverandre, nogle ret, nogle bugtet, alt efter- som Tagdryppet tvang os dertil. Thi fra Taget silede det uophørlig den hele Nat. Det gjaldt om at finde de utallige Huller, og under disse stilledes der saa tomme Melkeringer, som atter blev byttet, naar de var fyldt af Regnvandet. Det var en af Hyttens Beboere, som Natten til Ende havde den Bestilling at tømme Melkeringene. Stenhytten kom senere i den norske Turistfor- enings Besiddelse og blev efter det betydelig for- bedret, medens Erik selv traadte iselvsamme For- enings Tjeneste, hvor han længe blev staaende, indtil han gik af med Pension. Men Stenhytten vedblev at være hans Hjem. I den havde hans Børn seet Lyset. Den sidste i Rækken var bo Gjendine. Navnet blev opfundet af Provst Halling, som en eller to Dage efter Barnets Fødsel kom til Stedet i Følge med Raadmand Worsaae fra Danmark og den senere Statsraad og Borgermester P. Birch- Reichenwald. Halling døbte den lille Pige i Sten- hytten, medens hans tvende Reisekammerater stod Fadder. «Den næste faar vi kalde Turistine», sagde Halling. Men den næste er aldrig kommen, og