Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/60

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


5O ham. Min Skildring blev en Protest mod det, min Forgjænger havde anseet sig berettiget til at offent- liggjøre. Siden har vi to, Ole og jeg, regnet hinan- den for Venner. Herligt var det at sidde under det gjæstfrie Tag paa Røiseim§ Herligt var det at følge Ole paa Van- dring mellem Fjeldtinderne, dem han elskede ud af sit hele Hjerte. Ole Røiseim er eng poetisk Na- tur. Han har forstaaet Fjeldets Tale, hvad ikke kan siges om enhver, som stiger op til det. Kun den særlig benaadede eier den Evne. Kun mod ham viser Fjeldtinden og Fjeldvidden Fortro- lighed. W Nu sidder Ole som den 82 aarige Gubbe og Inde- haver af Medaljen for Borgerdaad i sin lille Stue i Bøverdalen. Om Vinteren hører og ser han Skre- dene dundre. Men i Fjeldet kommer han vel al- drig mere, og dog var det i hans kraftige Dage det, som altid drog ham til sig. Han kjendte Fjel- det, han studerede det, og han lagde sig efter alle Færdigheder, som hørte med, for at han kunde blive dygtigere for den Gjerning, han efterhaanden var kommen til at regne som sin. Ole vilde lære Engelsk. Hvad gjorde han saa“? Han kom sig over Nordsjøen til England og fik Plads som Arbeider ved en Kulgrube. Der arbei- dede han saa en Vinter. Derefter var den Sag af- gjort, og Ole talte Engelsk som en Mester. ITysk og Fransk havde han –ogsaa erhvervet sig nogle Kundskaber, saa han kunde hjælpe Fremmede.