Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/61

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


51 Der var en af mine Venner, som spurgte, hvor- ledes han havde kunnet tilegne sig Elementerne af det franske Sprog. «Aah, Du ved det, at naar en kan lite vette Latin, saa er det ikke saa vanskeligt», - det var Oles lune Svar. Jeg tror dog ikke, han nogensinde drev det saa langt som til –at give sig ikast med Ciceros herlige Sprog Men med alt det andet, som udmærkede O1e, Var alligevel Hjertelaget det bedste ved ham. Han blev manges Ven, og han fortjente at blive det. Men den,nsom ikke elskede Fjeldet, naaede aldrig høit i hans Agtelse og vandt ikke den brave Fjeld- 1nands Hjerte. Enhver Fjeldets Ven blev„derimod hans Ven, og blev erindret„ med Varme, selv om deres Bekjendtskab kun havde varet i Dage eller Timer. Naar man som jeg har drevet om i Fjeldet paa lange Turer med Ole „Røiseim, er der efterhaanden dannet en Kreds af Erindringer, i hvilke han’uvil- kaarlig er bleven Hovedpersonen. Hver for sig er disse kun Smaatræk. Tilsam1nentagne giver de et helt Billede af en af vort Lands mærkeligste Fjeld- mænd. J Det var i Juli 1866. Sammen med en Del unge Englændere skulde jeg fra Bessesæter gaa over Besseggen og Memuru til Gjendes Vestende.l 0le, som aldrig havde taget denne Vei før den fore- gaaende Dag, da han selv passerede der med to unge Malere, Schiwe og Johan Jørgen Broch, havde overtaget Ledelsen og var vor Fører.