’ 44 gik vi ned til Vikesund, hvor vi overnattede paa Krona, som dengang alene var et godt Gjæstgiver- sted, ikke som nu ophøiet til Hotels Navn og Vær- dighed. Vi mødtes her af –Civilisationen i Skikkelse af Italienere, Abekatter og Pudler. Næste Dag roede vi over Tyrifjorden til Nes og spaserede videre til Sandviken. –Her fik mine Kam“merater sig en Baad og roede til Christiania, –medens jeg blev trofast mod den støvede Landevei og slæbte mine mødige Lem- mer tilbage til Hjemmet. Jeg sparede derved îj2 Spd. For den kjøbte jeg næste Dag Prescotts «Conquest of Peru» hos Boghandler Johan Dahl. Saa var vor Reise til Ende. Jeg tror, den skaffede os et stort By blandt vore Kammerater. Vi havde ogsaa, om jeg selv skal sige det, vel fortjent dette. Thi det var ikke saa ganske ligetil for Saadanne Baansekarer at vandre helt til Hardanger og tilbage. Vi fik Lønnen i vore Minder. Et af vore første Besøg gjaldt Professor Rudolf Keyser i hans Hjem i Skippergaden. Han modtog vore hjembragte Røl- dalsrelikvier og opfordrede os til at komme paa Oldsagsamlingen: «Der staar jo rigtignok, at Børn ikke har Adgang.. MenW det maa De ikke bryde Dem om.» x «Forstod Du, hvad han mente“?» spurgte Stenersen mig. Jeg sagde, at det skjønte jeg ikke. Men vi gjorde det vistnok alle tre. Rudolf Keyser var an- tagelig enig med Røldalssæterens kvindelige Beboere, at vi kun var.Baansekarer. Men vor Fodtur blev ikke daarligere for det, og vel et Aar senere sad
