41 skrævs og løfte os fremover den, til vi traf den tredie Buk, med nye to S1okker. Overgangen blev lykkelig klaret. Men jeg har ofte siden undret mig over, at den –kunde gaa saa godt Vi havde tung Oppakning paa Ryggen og var efter de to sidste lange Dagsmarscher noksaa medtagne. Øverste Skydsskifte i Halling(lal var dengang Lens- mandsgaarden Hammerbøen. Lensmanden var borte. Et Skydsskifte skulde have Senge samt nødtørftig Mad og Øl. Saa har ialfald været Regel i Norgei umindelige Tider og lovfæstet. Senge var der. Men de var tomme og paa- Madforsyning var ikke at tænke. Jeg havde’lidt Lyst til at pukke paa min Ret. Men et Blik paa den kraftige, lange Halling, som for Øieblikket repræsenterede Eier, Skydsskaffer og Vært, overbeviste os alle tre om Rigtigheden af at opgive alle Krav. Johan Vibe vilde skrive i Skyds- bogen. Men det maatte han opgive. Thi Lens- mand-Skydsskafferen havde ved sin Bortreise taget den med sig. Idet Sted fulgte vi et Raad, vi-fik om at gaa nedover Bakkerne til Gaarden Raaen, hvor det blev forsikret, at vi nok vilde blive vel- hjulpine, – og det blev vi ogSaa. Atter havde vi en af disse interessante og over- raskende Oplevelser, som bragte os i Berøring med Livet i de gamle og nyere Tiders Bygdeliv., En svær Mand med et venligt Udseende tog imod os, da vi traadte ind paa Gaardspladsen. Det var Eieren, Sander Raaen (Røo), en ægte Halling af den gamle Race. Han bød os ind i en venlig Stue;
