40 kede vi paa TuvaSæterenS lave Dør. Natten til- b1–agtes paa Jordgulvet. Fra de mørke Senge hørtes nysgjerrige Bemærkninger om de Fremmede. Men snart glemtes den For-styrrelse, vor AnkomSt havde vakt. Søvnen krævede sin Ret. Det skulde være ni Fjeldmil, vi havde tilbagelagt i denne Dags- ma“rsch. M Næste Morgen var straalende, men kold. Sauer og Gjeder flokkedes om Sæteren. Melk ogWFløde til Frokost smagte godt, og snart var vi paa Marschen. Vor første Hvil blev tagen paa Fjelds“æteren oven- for iSkurdalen, hvor vi traf toilange Skurdøler, som havde benyttet Lørdagskvelden til at besøge Sæte- rens to Jenter. Vor Fører kjendte dem. Efter en kort Samtale med Skurdølerne overlod han os til den ene, som havde paataget sig at følge os til Paalgaren, medens Haringen med synlig Glæde vendte sig mod VeSt og red hjemover. Vi kom ned i Furuskoven og naaede Paalgaren, hvorfra vi atter havde at stige opad for at komme over den lave, skovbevoksede Ryg, som skiller Skur- dalen fra Ustedalen. Efter en ny skarp MarSch stod vi saa i Bunden af sidstnævnteDalføre og skulde passere den viltre Elv, som her fører Hardanger- jøkelens smeltede Is mod lavere Egne. Vi maatte lede efter en Bro, og vi fandt en saa- dan. Men hvordan? Broen stod paa Bukker. Ud til første Buk var der lagt tre jevnsides Stokker. Saa kom to Stokker. Men over Elvens Midtparti laa kun en eneste Stok. Saa maatte vi sidde over-
