39 blev en Fjeldmands Bane; neppe første Gang og neppe sidste Gang, at dette er hændt.“ p “ Ved Halne havde vi om Eftermiddagen en kort Hvilestund og strakte os ved de derværende Lægre, Austmands-Halne og Nordmands-Halne i det yppige Græs, medens nogle Ørne oppei Halne underholdt os med en Musik, der bød stærk Lighed med Katte- mjau. Men atter lød Opbrudssignalet. Vi gik; og vi gik. Nordmandsslæpen laa foran os som en bred Vei fra Aarhundreder tilbage, den gamle Overgang fra Hardanger til Numedal. Stor og flad var Vid- den paa denne Kant. Ved Solens Nedgang kom vi til en stor Drift, hvis Eiere tilbragte Natten under aaben Himmel, forøvrigt vel udstyret med tykke Tæpper. Hos dem fik vi igjen en kort Hvil, hvor- under vor F ører med dem udvekslede Nyheder fra begge Sider af Vidden. For første Gang hørte jeg her Dagalien nævne; i den var der eller skulde der snart komme ny Kirke, og det var noget af det mærkeligste, Som her kunde nævneS. Paa ny gik vi videre, medens Jøkelen og Gaustatoppen brændte i den synkende SolS Fla1nmer. Det heder i den telemarkske FolkeviSe om Viddens “Natur: Jukulen og lFagranfonni, og Gaustaa bo er Brud. Her saa vi dem, skjønnere end de fleste faar dem at se. Men siden har jeg fo1:staaet, hvorledes den gamle Folkepoesi har været baaren af en dyb Til- egnelse af Naturens Herlighed. Vi kom ved Hestens Hjælp, men ikke uden Van- skelighed, over Grøna og mellem Kl. 11 og 12 ban-
