Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/48

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


. “38 sende op. De vækkede Stenersen, som imidlertid med større Held end i Skien værgede for sin og vor Nattero. Han gav de F remmede den Forsik- ring, at han ikke var Manden paa „Høl, og de for- trak saa hen i en anden Stue. Vi fik os her en Fører, Aamund, og en Hest omtrent til lignende Pris af, hvad vi havde betalt paa Gugaren. Vi skulde saa komme ned i Skur- dalen og derfra klare os videre selv.W Det blev en alvorlig Vandring. Vi passerede Gaardene iSysen- dalen op til Maurset, som var os kjendt fra Han- steens Reise. Saa fulgte Vidden.f Dens uendelige Strækninger forekom os 1nærkværdige. Vi fik alle tre Interesse for Hardangervidden. Vi drev paa, fordi vi vidste, at det var langt frem. I Nord stod Jøkelen skinnende hvid. Vi saa Haarteigen og langt mod Øst Ustetinden. De var som Veimærkerne, der ikke slap os den hele Dag. Kun den ene For- andring var der, at mod Kvelden Hallingskarvet traadte frem som Landskabets Nordgrænse. Vor Fører fortalte os om alt, hvad vi saa, og fremfor alt knyttede der sig Interesse til det, han havde at give tilbedste om SkarvetS bratte Fjeldmur. Han kunde fortælle om sin Fader, hvorledes denne havde været interesseret i det Forsøg, som for en Del –Aar tilbage var gjort med at indføre til Hardangervidden tamme RenSdyr fra Finmarken. Faderen havde engang fulgt i disses Spor op paa Skarvet. Men der var han kommen for nær henimod Kanten og havde saa styrtet ud over en Sneskavl. Det