Side:Erindringer fra et halvt Aarhundredes Vandreliv.djvu/47

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


37– t Kaffe og Fladbrød. Lucie Wolf havde fortalt mig, at Gjæstgiveren Magnus Vik var hendes Onkel. Jeg frembragte de varmeste Hilsener fra den berømte SkueSpilIerinde. Men Magnus syntes ikke at have nogen Sympatier for hendes Kunst, ialfald ikke store nok til at de kunde fremtrylle noget Mad paa hans Bord. Ja Ulvik og Vik var sandelig ikke i 1859, hvad de i 1909 forlængst er blevne. 1 Med de samme slunkne Maver, som vi nu kjendte saa inderlig vel, vandrede vi forbi Kirken og besaa Ragna den Rikes GravSten. Over Vandet fik vi Baad og drog saa ind i Maabødalen. Indre Hard- angers vilde Natur stemte os alvorlig. Op over Maabøgaldernes uendelige Svingninger hævede vi os iVeiret, og da vi om Aftenen stod oppe paa SysendalenS store Vidde, følte vi atter Høifjeldsstem- ningen. – Høl var den Gang det selvskrevne Nattekvarter, hvor vi fik ligge i en Røgstue. Men om end meget var tarveligt, saa var der dog den Fordel, at vi her oppe under Fjeldet fik deilig Melk 1at drikke. Samme Aften var vi henne paa det bratte Stup over VøringfoSsen. Johan Vibe, Som altid gav Vovehalsens Rolle, klatrede langt ned i Svælget og blev Saa længe borte, at vi halvveis ængstede os for, at han Skulde blive der for bestandig. Men han fandt –dog op. Atter havde vi seet en ny Side af Naturen, med den Samme HenrykkelSe. Det var ingen dagligdags Ting at komme til Vøring- fossen. = Om Natten kom der et nyt Følge af Rei-