36 da jeg stod op, og mine Venner var ikke meget bedre. Vi slæbte os op til Vandet. Efter –Roturen til Øvre Vassenden slæbte vi os atter saalangt som op i Skjervet. Paa Broen mellem de nu vandtomme Fosser holdt vi Krigsraad og besluttede ikke at fortsætte over til Voss. Noget lettere i Sindet drog vi paany ned til Vandet, hvor vi slog ind paa Veien over til Ulvik. Den var tung, denne gamle Vei, høit som den gik. Men den gav os, ganske uanet, den herlige Udsigt over Ulvik, mod Vassfjærens kollede Top, Det er jo denne Udsigt, som skal have givet Henrik Wergeland Inspirationen til hans Digt om det underdeilige Hardanger, hvad jeg baade da og senere saa gjerne har troet. I Ulvik begyndte igjen vore Trængsler med Ma- den. Vi skulde ikke siden forspise os. Kvarteret var en liden Stue paa Skydsskiftet B“rakanes ved Fjorden. Maden –var af en Beskaffenhed, som;bragte Telemarken i levende Erindring. Der var noget for Sommeren oplagret Melk, om hvilken jeg helst vil undgaa at meddele nærmere Enkeltheder. Men gode Rorskarer fik vi næste Morgen, og i straalende Veir førte de os til Vik i Øifjord. Vi havde havt lidt Planer om at reise ind til Ose og trænge op langs Austdøla. Men jeg tror, det var heldigt, at vi bestemte os for at lade dem fare og i Stedet at tage fat paa Hardangervidden. Vik var nok vor Middagsstation. Men Mad var kun at opdrive i Form af den sureste Melk, sort
