j33 . Idet vi der steg ud af Baaden, spurgte vi,vore Skydsä folk om Veien til Helleland, det derværende SkydS– skifte. «Aa, gaa bare først op igjennem Præstegaar- den,» blev det Svar, vi fik. Vi fulg“telAnvisningen, uden ganske at forstaa, hvad dermed mentes. Men snart kom Gaadens Løsning. i g l – ä ’Ullensvang Præstegaard havde et stort Renommé fra gamle HertZbergs Dage. Dens By var saa at sige vokSet sammen med hans Navn. Men under hans Efterfølger, Koren, var det glimrende opret- holdt. Præstegaarden selv var i sin Art noget af det mærkeligste, som sees kunde. Oprindelig var den store rødmalede Bygning opført i to Etager, men i en Storm var øverste Etage blæst af og kastet hen et Stykke fra sin Plads. Idet det viste sig lettest at reparere den som den stod, lod man den blive staaende, hvor den engangvar kommen hen. Første Etage fik Tag og anden-Etage Grund- mur, medens der mellem begge byggedes en lukket Gang. I denne Skikkelse fik Bygningen længe staa, overskygget af sin Haves mægtige Træer. Viforundrede os over Husets besynderlige Ud- seende. 1Vi tænkte tillige paa, hvad der kunde vente os paa et hardangersk Skydsskifte, og spekulerede paa, om ikke en Dør kunde aabne sig. Saa skede ogsaa. En Dør gik op, og ud af den steg en Officer i Uniform. Han stilede lige paa os. «De heder Vibe», sagde han til vor Kammerat; «vil ikke mine Herrer komme ind og hvile Dem lidt». Dette var en Form for Gjæstfrihed, saadan som den kan 3 – Yngvar Nielsen: Erindringer.
