31 ligere, i 1854 havde jeg fra Da1npskibsdækket, paa Bømmelljorden seet Folgefonnen fra den ytre Side, glitrende i Solens Straaler. Paa denne Dag føiedes et andet Ungdomsminde dertil, og begge straaler de endnu med samme usvækkede Glans. Der skab- tes mine Indtryk af Fjordlandet. “ Paa Christiania Teater fandtes et gammelt Bag- tæppe, som sagdes at være malet af Hans Gude og først at være benyttet ved de berømte Forestillinger i 1849, da vore Kunstnere var hjemme. Det blev atter taget frem ved de Forestillinger, som gavesi veldædigt Øiemed paa Teatret i den paafølgende Senhøst (December 1859)‘– da saa jeg næste Gang Gjengivelsen af dette Vidunderland. Jeg tør ikke dømme om de Følelser, hvormed Nutidens Ung- dom betragter denne Natur. Mine egne er i nær- meste Slægt med den Romantik, som brød igjennem med hele den Bevægelse, som fandt sit Udtryk i Brudefærden, med A. Munchs Digt, med H.„Kierulfs Musik og med Gudes og Tidemands Maleri. Erin- dringerne fra Hardanger forenede sig om at danne det Billede, der siden 1849 – Revolutionens og Romantikens Aar – stilledes frem for vort Folk. Fra Sørfjorden i Hardanger fik det Budskab om al denne Skjønhed, og vi tre unge kjendte Billedet paa Forhaand. Vi havde det med i vor Sjæl, og nu,j som det afsløredes ud fra Skyerne, overtraf det alle vore Drømme. Overraskelse fulgte paa Over- raskelse. Gjennem Klippeporten i Gymmerholet saa vi den viltre Elv iRammen af Løvtræer.„ Na- C
